Joe Biden vil underskrive ny våbenaftale med Ukraine

12. JUN 2024 • 18:29UDLAND

Ukraine skal kunne forsvare sig selv mod fremtidige trusler, siger Bidens sikkerhedsrådgiver om ny aftale.

Ukraine skal være i stand til at kunne forsvare sig selv mod Rusland langt ud i fremtiden.

Det er grundlaget for en ny sikkerhedsaftale mellem USA og Ukraine. Aftalen skal underskrives af landenes præsidenter torsdag.

Det skriver flere nyhedsbureauer.

Både USA's præsident, Joe Biden, og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, deltager torsdag i et G7-topmøde i Italien.

G7 består af syv af verdens førende industrilande. Medlemmerne er USA, Japan, Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Italien og Canada.

På torsdagens møde vil parterne ifølge Jake Sullivan, der er USA's nationale sikkerhedsrådgiver, sætte sig ned for at diskutere støtten til Ukraine.

- Efter det møde vil de underskrive en bilateral sikkerhedsaftale, der gør det klart, at vores støtte vil fortsætte langt ud i fremtiden, siger han onsdag.

En bilateral aftale er en aftale mellem to parter.

Aftalen vil ifølge nyhedsbureauet AFP komme til at involvere våben og bistand til Ukraine.

Det står ikke klart, hvilke våben og hvilken bistand der er tale om.

- Varig fred i Ukraine skal ske, ved at landet selv er i stand til at forsvare sig, siger Jake Sullivan.

Den ukrainske præsidents stabschef, Andrij Jermak, hilser nyheden om den forestående aftale velkommen.

- Vi er nået langt i vores samarbejde med USA, og hele holdet har gjort et stort stykke arbejde for at gøre denne fremtidige aftale mulig, siger han.

Rusland har på det seneste hævdet, at russiske soldater har gjort fremskridt på slagmarken.

Undervejs har Ukraine ventet på leveringer af nye våben og ammunition fra både USA og andre Nato-lande.

Et flertal i Repræsentanternes Hus i Washington vedtog sidst i april ved en afstemning at støtte Ukraine med våben og bistand for 426 milliarder kroner.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT