USA tilslutter sig kritik af Rusland efter droner i Polens luftrum
Dagen efter at Trump sagde, at Rusland måske ved en fejl sendte droner til Polen, går USA med i fælles kritik.
USA udtrykker sammen med en række vestlige allierede bekymring over Ruslands krænkelse af Polens luftrum tidligere på ugen.Det sker i en fælles udtalelse, som Polens udenrigsminister, Marcin Bosacki, har læst højt forud for et møde i FN's Sikkerhedsråd, skriver Reuters.
I udtalelsen beskyldes Rusland for at bryde international lov og FN's charter.
De vestlige lande beder samtidig Rusland stoppe angrebskrigen i Ukraine og afholde sig fra yderligere provokationer.
Medlemmerne af FN's Sikkerhedsråd er blevet hasteindkaldt til mødet på Polens anmodning som følge af krænkelsen af det polske luftrum.
Torsdag sagde USA's præsident, Donald Trump, at det måske var en fejl, at dronerne fra Rusland var endt i polsk luftrum.
- Det kan have været en fejl, lød det fra Trump.
Ifølge Polen blev et større antal droner fra Rusland sendt ind over landet natten til onsdag. Tre droner blev skudt ned.
Ingen droner angreb mål i Polen, men der faldt vragrester ned flere steder.
43 lande står bag erklæringen, som er blevet læst op i FN's Sikkerhedsråd.
Det russiske styre har tidligere sagt, at russisk militær angreb mål i Ukraine på tidspunktet, hvor dronerne fløj ind over Polen, og at Rusland ikke har haft intentioner om at angribe mål i Polen.
Ruslands FN-ambassadør gentager fredag aften ifølge Reuters, at Rusland ikke har rettet angreb mod Polen, og siger desuden, at det ville være "fysisk umuligt" for russiske droner at nå polsk territorium.
Polen fik hjælp af andre Nato-lande til at skyde nogle af dronerne ned. Det er første gang under krigen i Ukraine, som begyndte i 2022, at Nato-lande har affyret skud i Europa.
Efterfølgende har Nato besluttet at øge sin tilstedeværelse i Østeuropa, og flere lande - herunder Danmark - har meddelt, at de vil sende kampfly til Polen for at bidrage til beskyttelsen af landets luftrum.
/ritzau/