USA indfører sanktioner mod topfigurer i Irans moralpoliti

23. SEP 2022 • 02:14UDLAND

En 22-årig iransk kvindes død i moralpolitiets varetægt har udløst voldsomme demonstrationer i iranske byer.

USA har torsdag indført sanktioner mod Irans moralpoliti efter beskyldninger om mishandling af en 22-årig kvinde.

USA siger, at det holder moralpolitiet ansvarlig for, at 22-årige Mahsa Amini døde i dets varetægt.

Der er blevet indført sanktioner mod syv topfigurer i det iranske militær og sikkerhedstjeneste, oplyser det amerikanske finansministerium.

Ministeriet beskylder desuden moralpolitiet for at bryde fredelige demonstranters rettigheder.

Siden Mahsa Aminis død har der været demonstrationer i mange iranske byer. Torsdag var der intet tegn på, at demonstrationerne var ved at stilne af.

Der er torsdag meldinger om demonstranter, der satte ild til politistationer og -køretøjer. Sikkerhedsstyrkerne skulle angiveligt også være blevet udsat for angreb.

Adgang til sociale medier er underlagt mange restriktioner i Iran, og gruppen NetBlocks, der monitorerer internettet, melder om, at forbindelsen til internettet er så godt som afbrudt i den kurdiske region i Iran.

En højtplaceret person i det amerikanske udenrigsministerium, der udtaler sig anonymt, siger, at der i de kommende dage vil blive taget flere skridt uden at gå i detaljer.

Adspurgt om den amerikanske regering er klar til at forsyne iranerne med internetadgang via satellit, siger vedkommende, at udenrigsministeriet "ser, hvad de kan gøre for at give yderligere støtte til dem, der på fredelig vis forsøger at udtrykke sig selv".

Kurdiske Mahsa Amini blev anholdt af moralpolitiet i Teheran for at gå upassende klædt. Mens hun var tilbageholdt gik hun i koma, og døde efterfølgende på hospitalet.

Moralpolitiet beskyldes for at være skyld i hendes død.

- Mahsa Amini var en modig kvinde, hvis død i moralpolitiets varetægt var endnu en brutal handling fra det iranske regimes sikkerhedsstyrker mod dets egen befolkning, siger Janet Yellen, der er USA's finansminister.

- Den iranske regering skal stoppe sin systematiske forfølgelse af kvinder og tillade fredelige demonstrationer, siger Anthony Blinken, USA's udenrigsminister.

Blandt de syv iranske topfigurer, der er blevet underlagt sanktioner, er overhovedet for moralpolitiet, Irans hærchef og Irans efterretningsminister.

Al ejendom, der tilhører de syv, og som er under amerikansk embedsområde, skal blokeres og meldes til finansministeriet.

Irans udsendte til FN's Generalforsamling i New York har ikke svaret på Reuters' henvendelser.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU