Unionistparti er igen klar til regeringssamarbejde i Nordirland
Unionistparti i Nordirland er klar til at genoptage traditionel magtdeling, som blev afbrudt efter brexit.
Unionistpartiet Democratic Unionist Party (DUP) er klar til at genoptage den traditionelle magtdeling i Nordirland efter en aftale med den britiske regering om implementeringen af handelsreglerne efter brexit.Det oplyser DUP's leder, Jeffrey Donaldson, natten til tirsdag dansk tid.
- Jeg kan med glæde meddele, at ledelsen i partiet har bakket op om de forslag, jeg har fremlagt, siger han på et pressemøde.
Nordirland har været uden en egentlig regering i næsten to år, efter at DUP afbrød samarbejdet i protest over reglerne for brexit - Storbritanniens udmeldelse af EU.
Den nye aftale, der markerer slutningen på et af de sværeste elementer i Storbritanniens udmeldelse af EU, skal nu endeligt godkendes af den britiske regering.
Aftalen markerer samtidig en afslutning på en krise, der har været en eksistentiel trussel mod fredsaftalen i Nordirland, kendt som Belfastaftalen eller Langfredagsaftalen, der i 1998 skabte fred mellem Irland og Nordirland.
Som følge af fredsaftalen blev irske nationalister og probritiske unionister enige om en ordning, hvor de to poster førsteminister og andenminister skal deles mellem de proirske og probritiske partier. Det er den ordning, som DUP nu er klar til at genoptage.
Boris Johnson implementerede i sin tid som britisk premierminister Nordirland-protokollen. Protokollen var løsningen på, hvordan britiske varer skulle tjekkes, inden de blev eksporteret til Irland, som er en del af EU.
Aftalen mellem den britiske regering og EU fastholdt Nordirland som en del af EU's indre marked og med en åben grænse til Irland.
Det skulle forhindre, at der opstår nye spændinger mellem unionister - som overvejende er protestanter - og republikanere, som overvejende er katolikker.
Imidlertid var der utilfredshed med aftalen fra DUP. Ifølge unionisterne skader det nordirernes opfattelse af sig selv som en del af Storbritannien, at der går en hård grænse igennem midten af Det Irske Hav.
Det er uklart, hvad den nye aftale konkret går ud på.
Ved det seneste valg i maj 2022 fik det overvejende katolske og nationalistiske parti Sinn Féin flest pladser i det nordirske parlament, så DUP blev det næststørste.
Mary Lou McDonald, leder af Sinn Féin og dermed den efter alt at dømme næste førsteminister, udtaler, at hun er optimistisk i forhold til at få en regering på plads inden 8. februar.
/ritzau/Reuters