Ukraines forsvarsudgifter udgør 91 procent af de russiske

22. APR 2024 • 00:01UDLAND

De ukrainske militære udgifter udgør med hjælp fra allierede 91 procent af de russiske, viser ny rapport.

I krigsplagede Ukraine er de militære udgifter siden 2022 steget med 51 procent, så de i 2023 udgjorde 58 procent af de offentlige udgifter.

Det viser en rapport fra Stockholms Internationale Fredsforskningsinstitut (Sipri), som er en uafhængig svensk organisation, der har specialiseret sig i konflikt-, sikkerheds- og fredsforskning.

Sammenligner man tallene med Ruslands, udgør Ukraines militære udgifter 59 procent af de russiske.

Medregnes de 35 milliarder dollar svarende til 245 milliarder kroner i militær støtte, som Ukraine modtog i 2023 fra allierede, udgør det ukrainske budget 91 procent af det russiske.

Siden 2022 er Ruslands militære udgifter steget med 24 procent. Dermed er de steget med i alt 57 procent siden landets annektering af Krim-halvøen i 2014.

I 2023 udgjorde de militære udgifter 16 procent af de offentlige udgifter i Rusland.

Landet invaderede Ukraine i februar 2022.

Globalt er de militære udgifter steget med 6,8 procent fra 2022 til i alt 2443 milliarder dollar. Det svarer til godt 17.000 milliarder danske kroner.

Det er den største årlige stigning siden 2009, og dermed har de militære udgifter - lige som de også gjorde året før - nået et rekordniveau, lyder det i Sipris rapport.

USA, Kina og Rusland er de lande, der bruger flest penge på deres militær.

Også Israels krig i Gaza har sat sit præg på de israelske forsvarsudgifter. Siden 2022 er landets militære udgifter steget med 24 procent.

- Den store stigning i militære udgifter i Mellemøsten i 2023 er et udtryk for den hurtigt forandrede situation i regionen - fra optøningen af diplomatiske relationer mellem Israel og flere arabiske lande de seneste år til et udbrud af en omfattende krig i Gaza samt bekymring for en regional konflikt, udtaler Diego Lopes da Silva, der er seniorforsker Sipri.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT