Ukraine og udbryderregion udveksler i alt 288 soldater

29. JUN 2022 • 18:20UDLAND

Rusland og Ukraine har flere gange udvekslet fanger. Ifølge Ukraine er den hidtil største sket onsdag.

144 ukrainske soldater er blevet løsladt som led i en fangeudveksling med udbryderregionen Folkerepublikken Donetsk, der til gengæld har modtaget 144 soldater den anden vej.

Det melder de to parter onsdag.

Efterretningsdirektoratet i det ukrainske forsvarsministerium kalder udvekslingen for "den største siden begyndelsen af den russiske invasion"

- Af de 144 løsladte har 95 af dem været med til at forsvare Azovstal (stålværk i Mariupol, red.), skriver direktoratet på Telegram ifølge nyhedsbureauet AFP.

43 af de løsladte ukrainske soldater var med i Azov-bataljonen. Det er en tidligere paramilitær enhed, der nu er en del af Ukraines hær.

Den er stærkt højreorienteret og anklages af Rusland for nazisympatier.

Stålværket Azovstal i havnebyen Mariupol var tidligere i krigen centrum for verdens opmærksomhed.

Både soldater og civile befandt sig i flere uger på værket, mens det var omringet af russiske styrker.

Det uddybes ikke i onsdagens melding fra efterretningsdirektoratet, hvor fangeudvekslingen fandt sted.

Fra den selvudnævnte Folkerepublikken Donetsk lyder det, at der er blevet sendt et tilsvarende antal soldater den anden vej.

- I dag får vi 144 tilfangetagne soldater fra Folkerepublikken Donetsk og Rusland hjem, skriver lederen af Folkerepublikken Donetsk, Denis Pusjilin, på Telegram ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den russiske og ukrainske regering har udvekslet fanger flere gange, siden Rusland invaderede Ukraine 24. februar.

Den senest udveksling fandt sted tirsdag. Den involverede 17 ukrainske soldater.

Større dele af de to naboregioner Donetsk og Luhansk kontrolleres af det russiske militær og separatister, der har skabt to selverklærede prorussiske republikker i det østlige Ukraine.

Ingen af de to er internationalt anerkendt.

Regionerne blev dog anerkendt som selvstændige af Ruslands præsident, Vladimir Putin, kort før krigen blev indledt 24. februar.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU