KØB ABONNEMENT

Begrænsninger af Starlink forstyrrer ukrainske militærmissioner

UDLAND • 14. OKT 2026 • 10:24

Ifølge rådgiver blev der tirsdag aften indført hastighedsbegrænsning på Starlink-terminaler i Ukraine.

Nogle af Starlinks terminaler i Ukraine har natten til onsdag været begrænset.

Det siger Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyjs teknologirådgiver onsdag morgen.

- I aftes introducerede SpaceX en hastighedsbegrænsning på Starlink-terminaler, siger rådgiveren, Serhij Beskrestnov, ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vores forsvarsstyrker blev ikke advaret om denne restriktion, hvilket førte til forstyrrelse af en række missioner. Det kan selvfølgelig ikke være et tilfælde, og det er forbundet til den aktuelle politiske situation, siger rådgiveren.

Starlink, der er et produkt fra Elon Musks virksomhed SpaceX, bruges blandt andet til at levere internet.

Ukraines militær benytter blandt andet Starlink til at bruge internetforbindelse i stedet for radiokontrol til at styre droner.

Starlink blev aktiveret i Ukraine, efter at Rusland indledte en fuldskalainvasion i 2022.

En kilde i det ukrainske forsvar, der er udstationeret på den sydøstlige frontlinje, siger til nyhedsbureauet Reuters, at der har været forstyrrelser af Starlink natten til onsdag.

Til AFP siger en højtstående embedsmand, at forstyrrelsen "først og fremmest er en alvorlig begrænsning af logistikken".

Der har natten til onsdag været flere angreb mod Ukraine. Seks personer meldes dræbt i angrebene, der også har ramt energiinfrastruktur.

Ifølge Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, er 600.000 indbyggere i Ukraines hovedstad, Kyiv, uden strøm onsdag morgen.

I søndags sagde USA's præsident, Donald Trump, at Rusland og Ukraine havde indgået en energivåbenhvile, der indebærer, at landene ikke må angribe hinandens energiinfrastruktur.

Begge parter var gået med til den, og den ville træde i kraft omgående, understregede Trump.

Men Zelenskyj sagde mandag, at han fandt ud af gennem medierne, at USA havde erklæret en energivåbenhvile.

Imens afholdt Ruslands præsidentielle talsperson, Dmitrij Peskov, sig fra at udtale sig om sagen.

Det vides ikke, hvorfor Starlink er blevet begrænset i Ukraine, og SpaceX har ikke besvaret Reuters' spørgsmål.

Ukraine har allerede sagt, at det ikke har fået de sædvanlige advarsler fra dets allierede om nogle af de seneste angreb på hovedstaden.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT