Tyskland er under pres i EU for at give sig på prisloft på gas
Tyskland isolerer sig i diskussion om et prisloft, mener Macron. Tyskland får samtidig kritik for energihjælp.
Tyskland og Frankrig er normalt motoren i EU. Når de står sammen, så kan der træffes store beslutninger. Men er de splittede, som de er på energispørgsmålet, så kan EU-landene havne i et dødvande.Det er situationen forud for EU-topmødet torsdag og fredag i Bruxelles.
Her forsøger Frankrig og en række central- og østeuropæiske lande at øge presset på Tyskland. De ønsker, at EU's største økonomi giver sig og tillader et prisloft på gas.
På vej ind til topmødet lægger Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, ikke skjul på, at det er Tysklands forbundskansler, som efter hans mening er stopklodsen.
- Det er ikke godt for Europa og for Tyskland, at Tyskland isolerer sig selv, sagde Macron og understreger, at mange andre EU-lande er enige om ønsket om et prisloft.
Også flere østeuropæiske lande ser kritisk på Tysklands rolle i energispørgsmålet. Ikke mindst efter, at Olaf Scholz meddelte, at man hjemme i Tyskland vil bruge svimlende 200 milliarder euro på at holde gasprisen nede.
Det vil blandt andet hjælpe tyske virksomheder i konkurrencen mod virksomheder i eksempelvis Letland, hvor man ikke har råd til samme hjælp.
Til gengæld afviser Tyskland indtil videre at hjælpe med finansiering på EU-plan af et prisloft på gas. Dermed er Tyskland med til at skævvride konkurrencen i EU, siger Letlands premierminister, Arturs Krisjanis Karins.
- Samtalen er stadig foran os. Men nu skal vi se ud over, hvad vi kan gøre som individuelle medlemsland i EU. Nogle medlemslande, der har et større budget eller bedre adgang til at låne, kan understøtte deres borgere og virksomheder mere end andre.
- Så vi har en situation med forskellige spilleregler, hvor den indre konkurrence bliver lidt forkrøblet. Vi skal finde en vej til at overvinde de nærmest protektionistiske tendenser i en krisetid, siger Arturs Krisjanis Karins.
Han peger dermed på en udbredt kritik blandt nogle EU-lande af, at Tyskland bruger så mange penge på at hjælpe egne virksomheder, at man sætter konkurrencen på det indre marked delvist ud af kraft. De ønsker, at Tyskland i stedet fokusere mere på at hjælpe hele EU gennem krisen.
Tyskland står dog langt fra alene. Danmark og Holland er også skeptiske over for et prisloft. De skeptiske lande frygter, at et prisloft vil få leverandørerne til at sælge til andre lande uden for EU.
Eller at det vil føre til en ekstraregning til skatteyderne på tværs af EU, hvis de skal betale for forskellene mellem prisloftet og markedsprisen.
På vej ind til mødet siger både statsminister Mette Frederiksen (S) og den hollandske premierminister Mark Rutte, at de er åbne for en diskussion om tiltag, der kan bringe prisen ned. Men det ligger i luften, at et prisloft langt fra er øverst på ønskelisten.
- Udfordringen bliver at få gasprisen ned på en måde, som sikrer, at gassen bliver ved med at flyde.
- Det handler nok om at bede EU-Kommissionen om yderligere at undersøge forskellige muligheder. Og så blive enige om ting som fælles indkøb, siger Mark Rutte.
Han dækker sig dermed ind bag, at EU-Kommissionen i sit udspil lægger op til yderligere undersøgelser af et prisloft, før der tages en beslutning om et egentligt udspil.
/ritzau/