Tyskland anholder tre for planer om eksplosiv pakkesabotage

14. MAJ 2025 • 12:01UDLAND

Tre anklagede ukrainere er "under stærk mistanke om agentvirksomhed med sabotageformål".

Tre ukrainske statsborgere er blevet anholdt i Tyskland på baggrund af mistanke om planer om brandstiftelse via pakker med sprængstof i.

Undervejs i planlægningen menes de at have været i kontakt med personer, som handlede på vegne af den russiske stat.

Det oplyser den øverste tyske anklagemyndighed i en pressemeddelelse onsdag.

Pakkerne skulle angiveligt sendes til Ukraine og bryde i brand undervejs.

- De anklagede er under stærk mistanke om agentvirksomhed med sabotageformål, skriver de tyske anklagere.

To af mændene blev anholdt i løbet af weekenden i Tyskland. En tredje blev anholdt tirsdag i Schweiz.

Netop risikoen for sabotage med eksplosive pakker har været i fokus i Tyskland.

Her sendte myndigheder i 2024 en advarsel rundt til selskaber i luftfarts- og logistikbranchen om pakker, der pludselig bryder i brand.

Selskabet DHL havde haft flere brande på et logistikcenter i den østtyske by Leipzig.

Pakker er også detoneret ved lagre i Storbritannien og Polen sidste sommer.

Anonyme embedsmænd på sikkerhedsområdet har fortalt nyhedsbureauet Reuters, at de eksploderende pakker på forskellige lagre i Europa var forløbere til en russisk plan om en eksplosion på et fragtfly til USA.

Det har Rusland afvist.

I forbindelse med anholdelserne, der er blevet offentliggjort onsdag, har anklagerne ikke uddybet, om eksplosionerne skulle ramme pakketransport til lands eller i luften.

Anklagerne mener, at en af ukrainerne ville afsende to testpakker fra Köln med GPS-sendere for at vurdere de mulige forskellige ruter.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT