Antallet af registrerede tyske højreekstremister runder 50.000

10. JUN 2025 • 14:24UDLAND

Antallet af højreekstremister og kriminalitet drevet heraf steg sidste år i Tyskland, viser ny rapport.

Sidste år var der 50.250 personer på den tyske efterretningstjenestes liste over højreekstremister, som tjenesten overvåger.

Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa, efter at Tysklands indenrigsminister, Alexander Dobrindt, tirsdag fremlagde den øgede andel.

Det er en stigning på 23 procent fra året før, skriver dpa.

Foruden en større andel af højreekstremister steg andelen af kriminalitet motiveret af højreekstremisme ligeledes.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters skete der en stigning på knap 50 procent sidste år for den slags kriminalitet.

Det stigende antal højreekstreme skyldes ifølge nyhedsbureauet dpa blandt andet en stigning i støtten til det højreorienterede parti Alternative für Deutschland, der af efterretningstjenesten i landet er blevet stemplet som en højreorienteret ekstremistisk organisation.

Partiet blev det største i den tyske opposition efter valget i februar.

I begyndelsen af maj valgte den tyske efterretningstjeneste at stemple partiet som en højreekstremistisk organisation.

Det fik partiets to ledere, Alice Weidel og Tino Chrupalla, til i en udtalelse at kalde beslutningen for "tydeligt politisk motiveret" og et "stort slag mod demokratiet", skrev nyhedsbureauet AFP.

Stemplingen af partiet kom ifølge efterretningstjenesten på baggrund af en omkring tre år lang undersøgelse af partiet.

Ifølge den tyske efterretningstjeneste var omtrent 20.000 af Alternative für Deutschlands medlemmer sidste år kategoriseret som højreekstreme.

Ved valget i februar fik partiet 20,8 procent af stemmerne og er dermed Tysklands næststørste i Forbundsdagen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT