Tyrkiet vil genåbne ambassade i Syrien lørdag
Tyrkiet bad Iran og Rusland om ikke at hjælpe Assad under offensiv i Syrien, siger udenrigsminister.
Tyrkiet forventer at have en operativ ambassade i Syriens hovedstad, Damaskus, allerede lørdag.Det fortæller den tyrkiske udenrigsminister, Hakan Fidan, til mediet NTV ifølge nyhedsbureauet AFP.
Den tyrkiske ambassade i Syrien har været lukket siden 2012, men fredag er det sendt en midlertidig udsending og andet personale til landet.
Samtidig med nyheden om ambassadens snarlige genåbning, fortæller Hakan Fidan, at den tyrkiske regering havde møder med Iran og Rusland om at holde sig militært ude af oprøret i Syrien.
I en offensiv på cirka to uger lykkedes det oprørsgrupper at vælte Syriens mangeårige præsident Bashar al-Assad. Han har været tæt allieret med både Rusland og Iran.
Den tyrkiske udenrigsminister siger til NTV, at både Rusland og Iran forstod beskeden. Tyrkiets mål var at redde liv i konflikten, lyder det.
Fidan mener også, at de to lande hurtigt indså, at det ikke var værd at investere i Assad.
Det er Burhan Koroglu, der det sidste år har været den tyrkiske ambassadør i Mauretanien, som bliver den nye chargé d'affaires i Syrien. Det er en diplomat, som er lavere rangeret end en ambassadør.
Ifølge AFP står der ikke klart, hvor længe Koroglu skal sidde på posten, eller hvornår Tyrkiet forventer at udpege en ambassadør til landet.
Tidligt søndag oplyste oprørsgrupper, at de havde væltet Assad. Det skete efter 13 år med borgerkrig i landet.
Den meste prominente oprørsgruppe er den islamistiske gruppe Hayat Tahrir al-Sham (HTS). Gruppen var indtil 2016 affilieret med al-Qaeda. Det har bekymret flere i regionen.
Men ifølge den tyrkiske udenrigsminister er det noget, som Tyrkiet siger videre til HTS, og som gruppen tager skridt for at adressere.
/ritzau/