Tyrkiet udviser BBC-journalist der dækkede store protester
Efter 17 timers anholdelse er journalist blevet udvist af Tyrkiet. Han dækkede i flere dage store protester.
BBC-korrespondenten Mark Lowen er blevet udvist af Tyrkiet, da han vurderes at være en "trussel mod den offentlige orden".Det skriver BBC torsdag.
Lowen har været adskillige dage i Tyrkiet for at dække de fortsatte protester mod anholdelsen af Istanbuls borgmester, Ekrem Imamoglu, der tidligere på ugen blev udpeget som oppositionens præsidentkandidat.
Korrespondenten blev først anholdt onsdag i Istanbul. Han blev bragt væk fra sit hotel og tilbageholdt i 17 timer.
Torsdag morgen fik Lowen så en skriftlig meddelelse om, at han nu blev udvist.
Der har været meldinger om en lang række anholdelser under de store demonstrationer.
Over 1850 er blevet anholdt, skriver nyhedsbureauet AFP. Mindst 11 journalister er blandt dem.
Også oppositions-tv-kanalen Sozcu er under pres. Det statslige tyrkiske radio- og tv-råd (RTÜK) har torsdag meddelt et ti dage langt sendeforbud mod Sozcu. RTÜK beskylder kanalen for at opildne til "had og fjendtlighed" i forbindelse med dækningen af protester.
Torsdag er syv journalister blevet løsladt igen, oplyser ngo'er og en advokat til AFP.
Om torsdagens udvisning siger Mark Lowen ifølge BBC:
- At blive tilbageholdt og udvist fra landet, hvor jeg tidligere boede i fem år, og som jeg har så stor kærlighed til, har været ekstremt smertefuldt. Pressefrihed og upartisk journalistik er fundamentalt i ethvert demokrati.
Imamoglu er fra oppositionspartiet Det Republikanske Folkeparti (CHP). Han anses som Erdogans største politiske modstander.
Borgmesteren blev anholdt som en del af en større korruptionsundersøgelse i landet. En lang række andre mistænkte blev anholdt samme dag.
CHP mener, at anholdelsen af Imamoglu er politisk motiveret og udemokratisk.
Flere europæiske landes udenrigsministre har ligeledes kritiseret anholdelsen, herunder Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M).
Imamoglu blev mandag officielt udnævnt som CHP's præsidentkandidat frem mod valget, der senest skal afholdes i 2028.
/ritzau/