Tyrkiet udsender arrestordre på Netanyahu for folkedrab

8. NOV 2025 • 09:05UDLAND

Foruden Israels premierminister er også landets forsvarsminister og sikkerhedsminister efterlyst af Tyrkiet.

Tyrkiet har udsendt en arrestordre på Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og flere af hans ministre for anklager om folkedrab og "systematiske" forbrydelser mod menneskeheden.

Det fremgår af en meddelelse fra anklagemyndigheden i Istanbul fredag.

Også forsvarsminister Israel Katz, sikkerhedsminister Itamar Ben-Gvir og den israelske hær stabschef, Eyal Zamir, er blandt de 37 israelere, der er omfattet af arrestordren.

Anklagerens kontor i Istanbul har ikke offentliggjort en komplet liste med navne på de efterlyste.

Blandt de forbrydelser, som de pågældende beskyldes for at have et ansvar for, er bombningen af et tyrkisk bygget hospital i Gazastriben i marts.

I forvejen har Den Internationale Straffedomstol (ICC) udsendt en arrestordre på Netanyahu. Det samme gælder tidligere forsvarsminister Yoav Gallant.

De mistænkes for krigsforbrydelser ved at have brugt sult som våben i krigen i Gaza samt for at stå bag forbrydelser mod menneskeheden i form af drab, forfølgelse og "andre umenneskelige handlinger". Det fremgår af arrestordrerne.

Tyrkiet har også tilsluttet sig en klage, som Sydafrika har rejst mod Israel ved en anden instans, nemlig Den Internationale Domstol (ICJ).

Den klage blev indgivet i december 2023, godt to måneder efter, at den palæstinensiske Hamas-bevægelse havde angrebet Israel og dræbt over 1200 mennesker.

Det udløste en omfattende israelsk respons, der foreløbig har kostet over 68.000 mennesker livet i Gazastriben.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT