Tyrkiet og Sverige skal øge samarbejdet for at bekæmpe bander

22. JAN 2025 • 12:01UDLAND

For at bekæmpe organiseret kriminalitet skal Tyrkiet og Sverige dele flere informationer, siger ministre.

Sverige og Tyrkiet skal samarbejde endnu tættere for at bekæmpe kriminelle bander.

Sådan lød et af budskaberne i et fælles pressemøde mellem den svenske justitsminister, Gunnar Strömmer, og udenrigsminister Maria Malmer Stenergard og hendes tyrkiske modpart, Hakan Fidan.

- Hverken terrorisme eller organiseret kriminalitet følger nationale grænser, sagde den svenske justitsminister på pressemødet i Tyrkiets hovedstad, Ankara, tirsdag aften.

For lederne af kriminelle netværk orkestrerer ofte deres kriminelle aktiviteter fra udlandet, og derfor er det et problem, der skal løses sammen med Tyrkiet, understregede Gunnar Strömmer.

- Der er behov for et endnu tættere samarbejde for at lokalisere og retsforfølge dem, som seriøst underminerer vores borgeres sikkerhed. Ikke mindst gennem et højere niveau af informationsudveksling.

Det har tidligere været beskrevet i både svenske og danske medier, hvordan svenske bandemedlemmer gemmer sig i Tyrkiet. Det skriver blandt andet SVT.

Senest mandag er et svensk bandemedlem ifølge det svenske medie blevet skudt og dræbt i Istanbul. Manden bliver beskrevet som "toneangivende" i det svenske bandemiljø og har tidligere været internationalt efterlyst.

Fredag blev en svensk mand arresteret i turistområdet Bodrum i Tyrkiet. Også han har tidligere været involveret i kriminalitet i Sverige.

Det er endnu uklart, om anholdelsen og drabet er relateret til hinanden.

Mødet mellem ministrene er starten på det såkaldte Security Compact, der er et særligt bilateralt sikkerhedssamarbejde mellem de to lande, som blev aftalt i forbindelse med Sveriges optagelse i Nato.

Under pressemødet kaldte den svenske udenrigsminister, Maria Malmer Stenergard, ministermødet "starten på en ny fase af vores relation".

- Ved at fordele vægten lige mellem vores respektive politiske prioriteter, tror jeg, at vi kan opnå meget, sagde hun og fortalte, at hun har forsikret sin tyrkiske modpart om, at Sverige vil overholde dets løfte om ikke at give støtte til YPG, PYD og Fetö, Gülen-bevægelsen.

Tyrkiet ser alle tre som værende en del af terrorgrupper og anser både YPG og PYD for at være PKK's forlængede arm.

PKK er på listen over terrororganisationer i både Tyrkiet, EU og USA.

Vestlige lande har dog tidligere været allieret med den kurdiske milits YPG i kampen mod Islamisk Stat i Syrien.

Da Sverige søgte optagelse i Nato, blokerede Tyrkiet længe for medlemskabet.

Ifølge Tyrkiet støttede Sverige kurdiske grupper, der efter tyrkisk opfattelse er terrorister.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT