Tyrkiet efterlyser handling fra Nato-bejleren Sverige

27. JUL 2022 • 10:27UDLAND

Sverige har stadig ikke udleveret nogen af de personer, som Tyrkiet kræver for at komme videre i Nato-proces.

Tyrkiet mangler fortsat at se handling fra Sverige, hvis svenskerne skal gøre sig forhåbninger om at blive en del af forsvarsalliancen Nato.

Den tyrkiske udenrigsminister, Mevlüt Çavusoglu, siger onsdag således, at Sverige endnu ikke har udleveret nogen af de personer, som Tyrkiet kræver.

Tyrkiet, der er en del af Nato, har hidtil nedlagt veto mod et svensk Nato-medlemskab. Det skyldes blandt andet, at Sverige ikke har villet udlevere en række personer, som Tyrkiet anklager for terrorrelaterede handlinger.

I alt kræver Tyrkiet 73 personer udleveret fra Sverige. Tyrkiet vil derudover have 12 personer udleveret fra Finland, der også søger Nato-medlemskab.

Sverige og Finland har søgt Nato-medlemskab i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine. Et medlemskab kræver ja fra alle 30 Nato-lande, og indtil videre har Tyrkiet altså stillet sig på tværs.

I slutningen af juni underskrev Sverige, Finland og Tyrkiet en aftale, der skulle bane vej for et tyrkisk ja til de to landes Nato-ansøgninger.

Sverige og Finland har blandt andet lovet fuld støtte til Tyrkiet imod trusler mod landets nationale sikkerhed. Det betyder, at Sverige og Finland ikke vil yde støtte til det kurdiske parti PYD og partiets væbnede fløj, YPG.

Sverige og Finland må heller ikke have våbenembargo mod Tyrkiet.

Aftalen nævner ikke noget om udlevering af personer.

Nato spiller en væsentlig rolle i forbindelse med Ruslands krig i Ukraine.

Rusland har krævet en garanti for, at Ukraine aldrig vil blive en del af alliancen. Det krav har Nato nægtet at imødekomme. Ifølge russerne vil det true deres sikkerhed, hvis Ukraine tilslutter sig den vestlige forsvarsalliance.

Mange Nato-lande har støttet Ukraine med militært udstyr, efter at landet er blevet invaderet af Rusland. Der er dog ikke blevet sendt Nato-soldater ind i Ukraine, fordi Ukraine ikke er en del af forsvarsalliancen.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT