Tv-tårn brækker over i ukrainsk storby efter muligt angreb

22. APR 2024 • 20:05UDLAND

Røg stiger op fra tv-tårn i Kharkiv. Ifølge ukrainsk guvernør er der afbrydelser af tv-signal.

Et stort tv-tårn i Ukraines næststørste by, Kharkiv, er mandag brækket over efter et muligt angreb.

Det rapporterer en journalist fra nyhedsbureauet AFP, der har set det ske.

Billeder og video fra den østukrainske by viser toppen af tårnet, der brækker af. Røg stiger op fra tårnet.

Guvernøren i Kharkiv, Oleh Synjehubov, skriver på sociale medier, at Rusland har ramt et "tv-infrastrukturanlæg".

- Der er aktuelt afbrydelser på det digitale tv-signal, skriver guvernøren.

Ingen er kommet til skade i angrebet, melder han.

Kharkiv havde et indbyggertal på 1,4 millioner inden Ruslands invasion af Ukraine. Det faldt kraftigt umiddelbart efter invasionen, men er steget igen.

Tårnet blev også ramt tidligt i invasionen. Her var russiske styrker tæt på at overtage byen.

Ukrainske embedsmænd har advaret om, at Rusland formentlig i de kommende uger vil forsøge at sætte hårdt ind for at tage mere land. Det kan inkludere områder tæt på Kharkiv.

Byen har været genstand for en række angreb den seneste måned.

Ukraine har i de seneste måneder bedt om yderligere luftforsvar fra vestlige allierede.

I weekenden blev der taget et afgørende skridt mod at sende mere amerikansk hjælp.

Her vedtog Repræsentanternes Hus - det ene af de to kamre i USA's kongres - en våbenpakke på 60,84 milliarder dollar.

Det svarer til 426 milliarder kroner.

Pakken skal også igennem Senatet og underskrives af præsident Joe Biden. Repræsentanternes Hus var dog den store bremseklods i processen.

Angrebet mod tv-tårnet kom, nogle timer efter at Ukraines militære efterretningstjeneste udtalte, at situationen var forværret ved fronten.

Samtidig meddelte Rusland, at landets styrker havde indtaget byen Novomykhailivka i Donetsk-regionen.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU