Tusindvis af moddemonstranter går på gaden efter optøjer i England

8. AUG 2024 • 03:37UDLAND

Med et budskab om antiracisme deltager tusindvis i protester mod den seneste tids optøjer i Storbritannien.

Tusindvis af demonstranter har samlet sig i større og mindre byer på tværs af England.

Det skriver avisen The Guardian.

Der er tale om såkaldte moddemonstranter, der deltager i antiracisme-demonstrationer, og som stiller sig foran asylcentre, fordi de siger, de vil beskytte dem.

Demonstranter holder blandt andet skilte med påskriften: "Flygtninge er velkomne", og "afvis racisme, prøv terapi".

De er gået på gaden, efter at landet den seneste uge har været præget af uro og optøjer. Blandt andet er to hoteller med asylansøgere blevet angrebet.

Og optøjerne ventes ikke at være ovre.

Det britiske politi har således planlagt den største mobilisering af betjente i over ti år, hvilket menes at blive nødvendigt, når demonstrationerne fortsætter.

Flere steder er der nemlig risiko for, at de udvikler sig voldeligt, siger politiet.

Omkring 6000 betjente er blevet kaldt på gaden.

Advokatkontorer og tøjbutikker holder lukket, lægeklinikker lukkede onsdag tidligere end sædvaneligt, og medlemmer af parlamentet blev bedt om at overveje at arbejde hjemmefra.

Ifølge The Guardian er blandt andet bestemte asylcentre og advokatkontorer med speciale i indvandring blevet oplistet som mulige mål for optøjer i en gruppechat på Telegram tilhørende en gruppe fra den yderste højrefløj.

Indtil videre er det dog ikke højrefløjsprotesterne, men demonstrationerne imod dem, som har fyldt på gaden, lyder det.

Ifølge BBC var der onsdag aften blevet foretaget en "håndfuld" anholdelser, da demonstrationer i vid udstrækning forløb roligt.

Det står i kontrast til de i alt over 400 anholdelser, der tidligere er blevet foretaget i forbindelse med optøjerne. Mere end 140 er desuden blevet sigtet - blandt andet for vold.

Ifølge BBC havde 1500 moddemonstranter samlet sig i byen Bristol, 1000 i byen Newcastle og 2000 i Brighton.

I Brighton slog de ring om en bygning, som otte demonstranter, der formodes at være fra højrefløjen, var mødt op ved, fordi de mente, at der i bygningen lå et kontor tilhørende en advokat med speciale i udlændingelov.

Optøjerne begyndte, efter at tre piger blev dræbt og ti såret af knivstik under et Taylor Swift-dansearrangement i Southport nord for Liverpool. En 17-årig dreng er mistænkt i sagen.

Siden opstod der voldelige antimuslimske og immigrationskritiske protester, efter at der har været spredt misinformation om gerningsmanden - blandt andet om hans nationalitet - online.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT