Angreb mod nødhjælpsskib i Tunesien undersøges af myndigheder
Tunesiens kystvagt sagde tidligere, at meldingen om droneangreb på flotille ikke havde hold i virkeligheden.
Ifølge Tunesiens indenrigsministerium fandt et overlagt angreb mod en flotille sted, mens den lå i havn i det nordafrikanske land.Det oplyser ministeriet onsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Tunesiens myndigheder har tidligere afvist meldinger om et droneangreb og har antydet, at branden kunne have været forårsaget af en cigaret.
Det sker, efter at Global Sumud Flotilla (GSF), som står bag en flotille med nødhjælp til Gaza, natten til onsdag meldte, at et af organisationens skibe var blevet ramt af en formodet drone.
Skibet blev angiveligt ramt, mens det lå i havn i Sidi Bou Said i Tunesien.
Også natten til tirsdag meldte organisationen, at et af dets skibe var blevet ramt af en drone, mens det lå i havn i Tunesien.
Talsperson for Tunesiens kystvagt Houcem Eddine Jebabli sagde efterfølgende, at meldingerne om droneangrebet ikke havde hold i virkeligheden.
Men der er blevet orkestreret et angreb på et skib i Sidi Bou Said, lyder det ifølge Reuters nu fra Tunesiens indenrigsministerium.
Ifølge AFP har indenrigsministeriet oplyst, at det er ved at iværksætte en undersøgelse af episoderne.
Ingen kom til skade under de to formodede angreb.
Israels militær besvarede ikke AFP's anmodning om en kommentar tirsdag.
GSF har i øjeblikket en flotille med nødhjælp og aktivister på vej mod Gaza.
En flotille er en gruppe af typisk mindre skibe, der sejler samlet.
Om bord på et af skibene er blandt andre den svenske aktivist Greta Thunberg, der særligt er kendt for sin klimaaktivisme, og den irske skuespiller Liam Cunningham, som er kendt fra tv-serien "Game of Thrones".
GSF's mener, at Gaza er belejret, og dens formål er at levere mad og andet nødhjælp til området.
Ifølge organisationens hjemmeside er GSF en uafhængig organisation, som ikke har tilknytning til hverken en regering eller et politisk parti.
Flotillen skulle have sejlet afsted onsdag, men ventes på grund af vejrforhold først at forlade Tunesien torsdag, skriver AFP.
/ritzau/