KØB ABONNEMENT

Trumps regering går til højesteret for at få brevstemmer tilsidesat

UDLAND • 2. NOV 2026 • 23:45

20.000 californiske brevstemmer kan ifølge Trump-regering være afgivet af personer uden statsborgerskab i USA.

USA's præsident Donald Trumps regering har mandag indbragt en sag for USA's højesteret i et forsøg på at få lagt flere tusinde brevstemmer til side i delstaten Californien.

Det skriver det amerikanske nyhedsbureau Associated Press (AP) dagen før midtvejsvalget.

Regeringen har bedt højesteret om at hastebehandle sagen, efter at en føderal domstol har afvist en anmodning om at holde omkring 20.000 brevstemmer ude af stemmeoptællingen.

Trumps regering mistænker, at stemmerne er afgivet af personer, der ikke er amerikanske statsborgere. Den vil ikke have stemmerne talt med, før vælgernes statsborgerskab er blevet bekræftet.

Dommer ved den føderale distriktsdomstol i Washington D.C. James Boasberg gav tidligere mandag desuden Trumps regering besked på at droppe dens krav om, at valgmyndighederne i Californien skal lægge stemmer til side.

Han vurderede, at kravet formentlig er i strid med den amerikanske forfatning.

- Den udøvende magt har sandsynligvis overtrådt forfatningens valgbestemmelse, som udelukkende giver delstaterne og Kongressen beføjelse til at fastsætte valgregler, skrev Boasberg.

Trumps regering har i år rettet fokus mod at finde frem til personer uden amerikansk statsborgerskab, der alligevel indgiver en stemme ved midtvejsvalget.

Ifølge AP er det en sjældenhed, at personer uden statsborgerskab stemmer i USA.

Regeringen har lavet en liste over personer, som den mistænker for ikke at have amerikansk statsborgerskab.

Myndighederne i Californien har ifølge AP kaldt listen for "stærkt upålidelig" og mener, at der med stor sandsynlighed står mange amerikanske statsborgere anført på den.

I mandagens anmodning til højesteret har justitsministeriet bedt om et såkaldt begrænset midlertidigt forbud, der vil pålægge valgmyndighederne i Californien at holde de pågældende stemmesedler uden for optællingen, mens sagen behandles.

- Når Californien først har blandet de omstridte stemmesedler med de gyldige, er det ikke muligt at skille dem fra igen, skriver John Sauer, der er USA's rigsadvokat, i søgsmålet.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT