Trump vil gøre det lettere at fyre føderale embedsmænd

19. APR 2025 • 03:03UDLAND

Trump vil ændre vilkår for embedsmænd, så de nemmere kan fyres, hvis de eksempelvis udøver korrupt adfærd.

USA's præsident, Donald Trump, vil ændre ansættelsesvilkårene for føderale embedsmænd, så de nemmere kan fyres.

Det skriver præsidenten fredag i et opslag på sit sociale medie, Truth Social.

Føderale embedsmænd, der arbejder med politiske opgaver, skal fremover klassificeres med betegnelsen "schedule policy/career", hvilket betyder, at de anses for at være politisk udpeget til at udføre deres job.

- Hvis disse føderalt ansatte afviser at fremme præsidentens politiske interesser eller udøver korrupt adfærd, så bør de ikke længere have et job, skriver Trump.

- Det er sund fornuft og vil betyde, at den føderale regering omsider kan blive drevet som en forretning, lyder det videre.

Ifølge nyhedsbureauet AP kan ændringen påvirke 50.000 føderalt ansatte, der vil være mindre beskyttet i deres ansættelse.

Everett Kelley, som er formand for de føderalt ansattes fagforening, mener, at meldingen fra Trump er et skridt i den gale retning.

- Præsidentens beslutning om at politisere det arbejde, som udføres af tusindvis af embedsmænd, vil udhule regeringens meritbaserede ansættelsessystem.

- Det vil underminere den professionelle embedsmandstjeneste, som amerikanerne er afhængige af, siger Everett Kelley ifølge AP i en udtalelse.

Donald Trump skriver på Truth Social, at vilkårene vil gælde fremadrettet, når der ansættes nye folk.

- Fremover vil embedsmænd, der arbejder med politiske opgaver, blive klassificeret som "schedule policy/career", og de skal leve op til de højeste standarder for adfærd og præstation, skriver Trump.

Præsidenten underskrev ifølge AP allerede på sin første dag i Det Hvide Hus den 20. januar et dekret omkring fremtidige ændringer i vilkårene for føderalt ansatte.

For at gøre beslutningen om ændringerne endelig vil Trump ifølge AP underskrive et nyt dekret.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT