Trump: Tåbeligt hvis Iran ikke indgår atomaftale med USA

11. FEB 2026 • 00:19UDLAND

Trump siger, at USA vil blive nødt til at gøre noget "meget hårdt", hvis der ikke lander atomaftale med Iran.

USA's præsident, Donald Trump, mener, at Iran ønsker at indgå en aftale med USA om landets atom- og missilprogram - og det vil være tåbeligt, hvis Iran ikke gør det.

Det siger præsidenten i et interview i Fox Business-programmet "Kudlow", skriver nyhedsbureauet Reuters.

Også til den israelske Channel 12 har Trump udtalt sig om en atomaftale med Iran.

I et interview, der er blevet offentliggjort tirsdag, siger han, at USA vil blive nødt til at gøre noget "meget hårdt", hvis der ikke lander en aftale.

- Enten indgår vi en aftale, eller også bliver vi nødt til at gøre noget meget hårdt.

Han uddyber ikke, hvad det vil indebære.

Til Channel 12 og mediet Axios siger Trump, at han desuden overvejer at sende endnu et hangarskib til Mellemøsten. I slutningen af januar ankom det amerikanske hangarskib USS "Abraham Lincoln" til regionen.

Unavngivne embedsmænd har sagt til Reuters, at USS "George Washington", som befinder sig i Asien, og USS "George H.W. Bush", som er ved USA's østkyst, vil være de mest sandsynlige bud på skibe, der kan blive sendt dertil.

Det vil dog tage mindst en uge for dem at komme til Mellemøsten.

Det sker, mens USA og Iran gør sig klar til at genoptage forhandlingerne om en aftale.

Oman var i sidste uge mægler for drøftelser mellem Iran og USA, hvor der ifølge en talsperson for Irans udenrigsministerium var nok enighed til, at diplomatiet kan fortsætte.

Der er dog ikke blevet meddelt en dato eller et mødested for den næste runde af forhandlinger.

USA deltog sidste år i israelske bombardementer af iranske atomfaciliteter.

Trump truede i sidste måned med militær indgriben i Iran.

Det skete under et blodigt indgreb fra den iranske regering mod landsdækkende demonstrationer i landet. USA endte dog med ikke at gribe ind militært.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT