Trump siger Syrien kan tage sig af Hizbollah

16. JUN 2026 • 14:47UDLAND

Ifølge Trump har Israel "kæmpet mod Hizbollah for længe, og for mange mennesker bliver dræbt".

USA's præsident, Donald Trump, siger tirsdag, at han har foreslået Israel at lade Syrien tage sig af Hizbollah-militsen.

Det siger Trump under G7-topmødet i Frankrig.

Her roser Trump samtidig Syriens præsident, Ahmed al-Sharaa, som ifølge Trump "gør et utroligt arbejde".

- Hvis Israel ikke kan klare jobbet (mod Hizbollah, red.) uden at dræbe alle andre, så vil han (Sharaa, red.) klare jobbet. Syrien vil klare jobbet, siger Trump ved topmødet.

I samme ombæring kritiserer den amerikanske præsident Israels tilgang til Libanon, hvor Hizbollah holder til.

Ifølge Trump har Israel "kæmpet mod Hizbollah for længe, og for mange mennesker bliver dræbt".

- Jeg er ikke glad for den måde, som Israel har håndteret Libanon og Hizbollah. Det skulle have været muligt for dem at klare jobbet hurtigere, siger Trump.

Han tilføjer, at han tror, at Syrien vil gøre et bedre arbejde.

Syrien har ikke kommenteret meldingen fra Trump, der kommer, efter at USA og Iran er blevet enige om en hensigtserklæring.

Ifølge både Pakistan og Iran er fred i Libanon omfattet af aftalen.

I forbindelse med krigen i Iran er konflikten mellem Israel og den Iran-allierede Hizbollah-milits i Libanon blusset op igen.

Tusindvis er blevet dræbt af israelske angreb mod Libanon, som ifølge Israel har været rettet mod militsen.

Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi, understreger tirsdag, at ethvert israelsk angreb på Libanon eller fortsat israelsk tilstedeværelse på libanesisk territorium er en overtrædelse af den midlertidige aftale.

Israels militær har dog ikke planer om at trække sig fra Libanon, hvor militæret har lavet en selverklæret "sikkerhedszone" i det sydlige Libanon.

Det sagde Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, natten til tirsdag dansk tid ifølge Reuters.

- Iran ønsker, at vi trækker os, men jeg står fast.

- Vi vil bevare vores handlefrihed, og vi opretholder sikkerhedszonen for at beskytte borgere i det nordlige Israel, sagde Netanyahu.

En officiel underskriftsceremoni forventes at finde sted i Schweiz fredag.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT