KØB ABONNEMENT

Trump roser Putin og langer igen ud efter Zelenskyj

UDLAND • 11. OKT 2026 • 06:15

Ifølge Trump ønsker Putin en aftale med Ukraine, men "af en eller anden grund ønsker Zelenskyj det ikke".

Ruslands præsident, Vladimir Putin, vil gerne indgå en aftale med Ukraine, men hans ukrainske modstykke, Volodymyr Zelenskyj, modsætter sig et kompromis.

Det siger USA's præsident, Donald Trump, ifølge nyhedsbureauet AFP til journalister natten til søndag dansk tid.

- Rusland vil gerne indgå en aftale. Men af en eller anden grund ønsker Zelenskyj det ikke, siger han.

Trump og Putin talte i telefon sammen fredag.

- Præsident Putin vil gerne have en løsning, siger Trump, da han bliver spurgt ind til, hvad Putin sagde til ham.

Trump kritiserer desuden Zelenskyj for ikke at have holdt et valg, siden Rusland invaderede Ukraine i februar 2022.

- Jeg synes, at han bør afholde valg, for han kunne have løst det her mange gange, siger Trump.

Trump og Zelenskyj langede begge ud efter hinanden lørdag, efter at Trump havde præsenteret en aftale om, at Rusland skal levere diesel til USA.

Republikaneren sagde blandt andet til journalister, at Zelenskyj havde trodset hans ordrer om ikke at angribe russiske olieraffinaderier.

Han sagde desuden, at angrebene risikerer at forværre global brændstofmangel forårsaget af den amerikansk-israelske krig mod Iran.

Zelenskyj kaldte Trumps dieselaftale med Rusland for en "svag beslutning".

Trump sagde efterfølgende, at Ukraine har brug for en ny præsident.

Dieselaftalen har mødt kritik fra flere sider. Kritikere mener, at hvis USA køber diesel af Rusland, er det med til at finansiere krigen mod Ukraine.

Brændstofpriserne er blevet skubbet i vejret som følge af USA's krig mod Iran.

Trumps initiativ om at lade Rusland eksportere diesel til USA kommer knap en måned før det amerikanske midtvejsvalg.

Præsidenten havde ellers i sidste måned underskrevet en omfattende sanktionspakke, der kan sanktionere lande, som køber olie af Rusland.

EU, Danmark, Storbritannien og Tyskland har alle udtrykt, at de vil fastholde deres sanktioner og pres på Rusland på trods af USA's nye aftale.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT