Trump: Et regeringsskifte i Iran virker som den bedste løsning
USA's præsident, Donald Trump, har fredag fremsat de hidtil hårdeste opfordringer til et iransk magtskifte.
Et regeringsskifte i Iran er det bedste, der kan ske.Det siger USA's præsident, Donald Trump, ifølge nyhedsbureauet AFP på en militærbase i North Carolina, da en journalist spørger ham, om han ønsker, at der kommer et regimeskifte i det mellemøstlige land.
- Det virker, som om det ville være det bedste, der kunne ske.
Trump afviser at svare på, hvem der ifølge ham bør overtage fra Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, men siger, at "der er nogen".
Udtalelserne er de hidtil mest direkte opfordringer til at vælte det iranske styre og kommer, mens han lægger pres på USA's mangeårige fjende til at indgå en aftale om at lægge en begrænsning på landets atomprogram.
Nyhedsbureauet Reuters har desuden talt med to unavngivne amerikanske embedsmænd, der fortæller, at USA's militær er i gang med forberedelserne til en flere uger lang operation mod Iran, hvis Trump giver ordre om et angreb.
Trump sagde fredag til amerikanske soldater på militærbasen i North Carolina, at det har været svært at få en aftale i hus med Iran.
- Nogle gange skal man have frygt. Det er det eneste, jeg virkelig vil ordne situationen, sagde han.
Tidligere på dagen sagde Trump, at hangarskibet USS Gerald R. Ford - verdens største krigsskib - "meget snart" vil sejle mod Mellemøsten for at øge presset på Iran.
- I tilfælde af at vi ikke indgår en aftale, får vi brug for det, sagde han.
Det enorme fartøj befinder sig i øjeblikket i Caribien, efter at USA tog Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, til fange, og væltede ham i starten af året.
Et andet hangarskib, USS Abraham Lincoln, er blandt 12 amerikanske skibe, der allerede befinder sig i Mellemøsten.
Iran har store problemer på indlandsfronten, hvor regeringen har slået hårdt ned på demonstrationer, der brød ud den 28. december.
Indledningsvis demonstrerede folket mod inflationen, som er ekstremt høj i Iran. Det udviklede sig til en landsdækkende bølge af demonstrationer, der toppede i begyndelsen af januar.
Irans myndigheder lukkede derefter for internettet og telekommunikation.
Ifølge nonprofitorganisationen Human Rights Activists News Agency (HRANA) er mindst 7000 døde som følge af Irans hårde linje mod demonstranterne.
/ritzau/
