Trump: Efterforskning med særlig anklager bliver ikke fair

19. NOV 2022 • 03:50UDLAND

Ved et arrangement i sit hjem i Florida siger Donald Trump, at en efterforskning af ham ikke er retfærdig.

USA's tidligere præsident Donald Trump kalder udpegelsen af en særlig uafhængig anklager i efterforskningen af ham for magtmisbrug.

Det sker ifølge nyhedsbureauet Reuters ved et arrangement for Trump-støtter i den tidligere præsidents hjem i Florida, Mar-a-Lago.

- Dette skrækkelige magtmisbrug er det seneste i en lang række heksejagter, der startede for lang tid siden, siger han ved arrangementet.

Det amerikanske justitsministerium udpegede fredag Jack Smith som særlig uafhængig anklager i forbindelse med undersøgelser af Trump.

Ifølge nyhedsbureauet AFP mener Trump, at der ikke er tale om en retfærdig efterforskning.

- Det her kommer ikke til at være en retfærdig efterforskning, siger Trump.

Den særlige anklager skal afgøre, hvorvidt der skal lægges sag an mod Trump ud fra de undersøgelser, Justitsministeriet har foretaget.

Anklageren skal dog ikke efterforske sager i forbindelse med et dødeligt stormløb på Kongressen den 6. januar sidste år. Det fastslår Merrick Garland, der er justitsminister i USA.

Nogle sager gælder dokumenter og klassificeret materiale, som FBI beslaglagde fra Donald Trumps hjem i Florida i begyndelsen af august.

Fredag forsøgte amerikanske journalister at få en kommentar fra USA's præsident, Joe Biden, til udpegelsen af den særlige uafhængige anklager.

Biden svarede dog ikke på spørgsmålene ifølge Reuters.

Det Hvide Hus har ikke været involveret i udpegelsen af Jack Smith, oplyser en amerikansk embedsmand.

Udpegelsen af Jack Smith kommer, få dage efter at Trump tirsdag meddelte, at han vil forsøge at blive USA's præsident igen i 2024.

Jack Smith er anklager ved krigsforbryderdomstolen i Haag, men han vender nu hjem til USA for at indlede sin nye opgave.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU