Trump bebrejder Biden og Obamas politik efter flystyrt
Trump mistænker diversitetspolitik under tidligere præsidenter for at spille en rolle i flystyrt.
Obama og Biden sætter politik først, vi sætter sikkerhed først, siger USA's præsident Donald Trump på et pressemøde torsdag, efter et passagerfly kolliderede med en militærhelikopter.Her bekræfter præsidenten, at der ikke er nogen overlevende i flystyrtet.
Samtidig understreger han, at man på nuværende tidspunkt ikke ved noget om, hvad der forårsagede flystyrtet, men at han "har nogle meget stærke meninger og idéer" om det.
Trump peger på diversitetspolitik ført under de tidligere amerikanske præsidenter Barack Obama og Joe Biden som en mulig baggrund for ulykken.
- Vi skal have vores klogeste mennesker (ansat red.), siger han.
Trump oplyser desuden, at uheldet blev udløst af helikopterens adfærd og ikke passagerflyet, og at en grundig undersøgelse af flystyrtet i øjeblikket er i gang og vil blive færdiggjort hurtigst muligt.
På pressemødet spørger en journalist, om Trump mener, at ulykken blev forårsaget af "diversitetsansættelser".
- Det kunne det være. Vi har en højere standard end alle andre. Og der er ting, hvor man skal bruge sin hjerne og sine psykologiske egenskaber. Vi havde forskellige meget kraftfulde test, der blev afskaffet af Biden, siger han og tilføjer:
- Så vi ved det ikke. Men vi ved, at vi havde en helikopter og et fly i samme højde, og det skulle ikke være sket.
- Til en flyveleder ønsker vi den skarpeste, klogeste. Vi vil have nogen, der er psykologisk overlegen.
Adspurgt om, hvordan Trump kan konkludere, at diversitetsansættelser kan være skyld i flystyrtet, svarer præsidenten "fordi jeg har sund fornuft".
Om bord på flyet var både amerikanske borgere og andre nationaliteter herunder russere.
Trump bekræfter, at Washington har været i kontakt med Moskva om sagen, men afviser at have talt med Ruslands præsident Vladimir Putin om ulykken.
/ritzau/