Tre mænd får hver 158 års fængsel for drab på surfere i Mexico
To australske brødre og deres amerikanske ven blev skudt i Mexico under formodet røveri for over to år siden.
Tre mænd er ved en mexicansk domstol blevet idømt 158 år og ni måneders fængsel hver for drabene på to australske surfere og deres amerikanske ven.De to australske brødre Jake og Callum Robinson på henholdsvis 30 og 33 år samt 30-årige Jack Carter Rhoad fra USA var på surfertur ved Mexicos stillehavskyst, da de blev skudt og dræbt i april 2024.
De havde slået lejr i et afsidesliggende område ved stranden nær kystbyen Ensenada i delstaten Baja California, da de blev angrebet under et formodet røveri.
Ligene af de tre surfere blev fundet flere dage senere. De var blevet smidt ned i en dyb brønd flere kilometer fra gerningsstedet. Alle tre havde skudsår i hovedet.
Drabene fandt sted blot 36 timer efter, at de var rejst ind i Mexico fra USA for at teste de høje bølger i den populære surferby, skriver BBC.
De tre mænd - Jesús Gerardo, Irineo Francisco og Ángel Jesús - blev i sidste uge kendt skyldige i drabene, skriver det australske medie ABC.
Anklagemyndigheden gik i første omgang efter en straf på 150 års fængsel til hver af de tiltalte, men hævede siden kravet til 210 år.
Forældrene til de dræbte australske brødre var rejst til Mexico for at være en del af retssagen, der har varet omkring en måned.
I november sidste år blev Jesús Gerardos kæreste idømt 20 års fængsel i en anden retssag. Hun har indrømmet, at hun var involveret i røveriforsøget mod surferne, skriver BBC.
Baja California er en af Mexicos mest voldelige delstater. Den er plaget af organiseret kriminalitet og narkotikahandel, selv om kartellernes aktiviteter normalt ikke rammer turister.
Andre udenlandske besøgende er også blevet udsat for angreb langs Mexicos stillehavskyst.
To australske surfere, Dean Lucas og Adam Coleman, blev dræbt i 2015, mens de rejste gennem den nordvestlige delstat Sinaloa.
RITZAU/AFP
