Tre fanger løsladt fra fængsel i Belarus
En amerikaner, en belaruser og en person af endnu ukendt nationalitet er løsladt fra Belarus, siger USA.
Tre fanger er onsdag blevet løsladt fra fængsel i Belarus.Det oplyser Det Hvide Hus ifølge Reuters.
Der er ifølge Det Hvide Hus tale om én amerikaner og "to individer".
Ifølge Franak Viacorka er en af de løsladte den belarusiske journalist Andrei Kuznechyk.
Det skriver han i et opslag på X.
Viacorka er politisk chefrådgiver for den belarusiske oppositionsleder Svjatlana Tsikhanowskaja, som lever i eksil i Litauen.
Det er endnu ukendt, hvad navnet på de to andre løsladte er. Det er ligeledes ikke oplyst, hvad nationaliteten på den tredje person er.
Løsladelsen kommer dagen efter en anden amerikaner, Marc Fogel, blev løsladt fra fængsel i udlandet.
Fogel, der er lærer, blev løsladt af Rusland efter forhandlinger med USA.
Det bekræftede Det Hvide Hus tirsdag ifølge flere medier herunder nyhedsbureauet AFP.
Læreren blev anholdt i en lufthavn i Moskva tilbage i august 2021 med 17 gram cannabis i sin kuffert, skriver Reuters.
Ifølge Fogel brugte han cannabissen af medicinske årsager.
Han blev dømt til 14 års fængsel for narkotikasmugling og begyndte at afsone dommen i juni 2022.
Mike Waltz, der er national sikkerhedsrådgiver i Det Hvide Hus, kaldte efterfølgende ifølge Reuters løsladelsen af Fogel et tegn på "god tro" fra russerne.
I bytte for Fogel vil USA løslade Alexander Vinnik, skriver både AFP og Reuters.
Vinnik bliver i medierne beskrevet en "cyber-kriminel", og blev anholdt i en lille landsby ved kysten i det nordlige Grækenland i 2017, mens han var på ferie.
Arrestordren på ham kom efter anmodning fra Washington på en mistanke om hvidvask af milliarder af dollar gennem kryptovaluta.
/ritzau/