Tøven i Tyrkiet og Ungarn forsinker Sveriges Nato-tiltrædelse

28. NOV 2023 • 17:08UDLAND

Sverige er endnu ikke fuldt medlem af Nato, da man afventer godkendelse fra Tyrkiet og Ungarn.

Sidste skridt på vejen til fuldt Nato-medlemskab for Sverige er, at Tyrkiet og Ungarn giver grønt lys.

At det ikke er sket endnu, kan der ifølge en forsker og en analytiker fra Dansk Institut for Internationale Studier (Diis) være flere grunde til.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har på NATO-topmødet i Vilnius i juli sagt ja til at invitere Sverige ind i forsvarsfællesskabet, men beslutningen hænger stadig fast i det tyrkiske parlament.

- Sagen er taget op i det udenrigspolitiske udvalg, og 16. oktober blev der sagt af udvalgsformanden, som er Erdogans vicepræsident, at der var brug for nogle flere afklaringer i forhold til Sverige, før der kan stemmes om det, forklarer Jakob Lindgaard, som er senioranalytiker hos Diis

Ifølge Jakob Lindgaard kan Tyrkiets tøven handle om, at de fortsat venter på at få lov til at købe F-16 fly fra USA.

- Det virker som om, at Erdogan har haft en samtale med Biden forud for topmødet i Vilnius, hvor Biden måske har stillet Erdogan noget i udsigt

- Altså, at hvis han nu nikkede ja til Sverige, så ville Biden sørge for, at de her F-16 fly kunne blive solgt, siger Jakob Lindgaard.

USA's præsident, Joe Biden, har ikke kunne få salget godkendt i kongressen, og i de seneste måneder har der ikke været noget offentliggjort om salget.

Forholdet til Ungarns premierminister, Viktor Orbán, kan også spille en rolle.

Alt peger ifølge analytikeren på, at Erdogan og Orban sammen klappede godkendelsen af Finlands Nato-medlemskab af, da landet fik grønt lys umiddelbart efter et møde i Organization of Turkic States, hvor Ungarn er observatør.

- Tyrkiet og Ungarn har netop indgået en større våbenaftale, og Erdogan besøger Orban 18. december. Forholdet mellem de to lande er fortsat tæt, fortæller Jakob Lindgaard.

Seniorforsker hos Diis Mikkel Runge Olesen mener, at Ungarns tilbageholdenhed kan være en måde at signalere utilfredshed med Sverige og EU's kritik af Ungarns omgang med fundamentale retsstatsprincipper.

- Men de har ladet forstå, at de vil følge tyrkerne, og hvis det er rigtigt, er det Tyrkiet, der er det væsentligste problem for Sverige, siger han.

Jakob Lindgaard understreger, at det blot er spekulation, at fortsat manglende tyrkisk ratificering af Sveriges Nato-ansøgning skulle have med spørgsmålet om F-16 fly eller forholdet til Ungarn at gøre.

Tirsdag var Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, til udenrigsministermøde hos Nato i Bruxelles. Han er ikke i tvivl, når det gælder Ungarns position.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at Sverige selvfølgelig kommer med i Nato. Vi har inviteret Sverige med, og Sverige opfylder alle kriterier.

- Så der er god grund til lige i dag at minde dem om, at de gerne må skynde sig. Men jeg er slet ikke i tvivl om, at når Tyrkiet falder på plads, så falder Ungarn også på plads, siger Lars Løkke Rasmussen.

Ungarn har ifølge Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, meldt ud, at det ikke vil være det sidste land, der ratificerer. Derfor forventer man i Nato, at Sverige vil blive medlem. Men der er endnu ikke sat konkret dato på, hvornår parlamenterne stemmer.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU