To personer skudt af føderale grænsevagter i Portland
Grænsevagter forsøgte at stoppe køretøj, som blev brugt som våben, siger ministerium. Borgmester er oprevet.
Føderale agenter har torsdag skudt to personer i byen Portland i den amerikanske delstat Oregon.Personerne er på hospitalet, men deres tilstand er ukendt.
Hændelsen kommer, dagen efter at en kvinde blev dræbt af en betjent fra immigrationsmyndigheden ICE i Minneapolis i delstaten Minnesota, hvilket har skabt store spændinger.
Politichef Bob Day i Portland oplyser i en udtalelse, at det lokale politi ikke har været involveret i skyderiet.
Samtidig opfordrer han befolkningen til at forholde sig i ro.
- Vi forstår de stærke følelser og spændinger, som mange oplever efter skyderiet i Minneapolis, men jeg beder lokalsamfundet om at bevare roen, mens vi arbejder på at få flere oplysninger, siger Bob Day.
Forbundspolitiet FBI er i gang med at efterforske skyderiet, hvor agenter fra den amerikanske grænsekontrol har været involveret, lyder det i en udtalelse fra FBI.
USA's ministerium for indenrigssikkerhed skriver på det sociale medie X, at hændelsen skete, da agenter fra grænsekontrollen ville standse et køretøj, der efterfølgende blev brugt som våben.
- Af frygt for sit liv og sin sikkerhed affyrede en agent et forsvarsskud. Føreren kørte herefter væk med passageren og flygtede fra stedet, skriver ministeriet på X.
Ministeriet skriver videre, at passageren var en venezuelansk indvandrer, der opholder sig ulovligt i USA. Personen er ifølge ministeriet tilknyttet banden Tren de Agua.
Også den anden person, der førte køretøjet, menes at være medlem af banden, lyder det fra ministeriet.
Portlands borgmester, Keith Wilson, forholdt sig tidligere torsdag kritisk over for, at det var nødvendigt at skyde efter to personer. Det skriver det britiske medie BBC.
I en udtalelse opfordrede han føderale immigrationsmyndigheder til at indstille alle opgaver i Portland, indtil der er gennemført en undersøgelse.
- Føderal militarisering underminerer effektiv lokalbaseret sikkerhed og strider imod de værdier, der definerer vores region, sagde Keith Wilson.
Hændelsen skete torsdag eftermiddag omkring klokken 14.15 lokal tid. Det svarer til klokken 23.15 dansk tid.
/ritzau/Reuters
