To personer meldes døde i Kyiv efter russisk angreb
Ukraines luftvåben har udsendt et landsdækkende varsel om trusler fra missiler. To meldes døde.
To personer er døde, og seks andre er såret efter et russisk angreb på Ukraines hovedstad, Kyiv.Det melder Kyivs borgmester, Vitalij Klytjko, på den krypterede beskedtjeneste Telegram.
- To er døde i hovedstaden. Seks personer er såret. Tre af dem blev behandlet på stedet af paramedicinere. Tre er indlagt, lyder det fra borgmesteren.
Regionen Kyivs guvernør, Mykola Kalasjnyk, opfordrer befolkningen til at forblive i dækning, indtil luftalarmen stopper med at ringe.
Ukraines luftvåben udsendte torsdag aften et landsdækkende varsel og advarede om, at hele Ukraine var under trusler fra missiler, samt at russiske fly var i luften over landet.
Borgmesteren af den vestukrainske by Lviv, Andrij Sadovyj, siger, at kritisk infrastruktur er blevet ramt i angrebene.
- Alle relevante myndigheder arbejder på stedet, og branden er ved at blive slukket, siger han.
I timerne før angrebet havde Rusland kritiseret en plan for udsendelse af europæiske fredsbevarende styrker til Ukraine efter krigen.
Europæiske ledere og amerikanske udsendinge har deltaget i en række diplomatiske forhandlinger for at færdiggøre en plan, der kan afslutte den næsten fire år lange konflikt. Rusland invaderede Ukraine i februar 2022.
Repræsentanter for 35 lande i koalitionen af villige mødtes tidligere på ugen i Paris, hvor de udsendte en udtalelse, der fastslår, at der efter en våbenhvile skal indsættes en europæisk multinational styrke i Ukraine.
Den skal bestå af bidrag fra villige nationer, herunder Frankrig og Storbritannien - og måske Danmark, der er med i koalitionen.
Det fik torsdag Rusland til at udsende en udtalelse, hvor det kalder vestlige soldater i Ukraine for legitime militære mål.
- De nye militaristiske udmeldinger fra koalitionen af villige og regimet i Kyiv danner en sand krigens akse, skrev det russiske udenrigsministerium.
Zelenskyj sagde torsdag, at en aftale overordnet set er klar til at blive færdiggjort sammen med USA's præsident.
Der er ikke blevet offentliggjort specifikke detaljer om den europæiske hær, herunder dens størrelse, og hvordan den vil operere i området.
/ritzau/AFP
