To israelere og en palæstinenser er dræbt på Vestbredden

15. NOV 2022 • 12:47UDLAND

En 35-årig mand blev dræbt af knivstik, mens en 50-årig mistede livet i en bilulykke som følge af en biljagt.

To israelere har tirsdag mistet livet i et angreb på Vestbredden, mens den formodede gerningsmand er blevet skudt.

Det oplyser både israelske og palæstinensiske kilder.

Angrebet kommer, netop som en ny regering skal til at blive indsat i Israel.

Ifølge myndighedernes oplysninger begyndte en palæstinensisk mand at stikke civile israelere ned ved bosættelsen Ariel. Andre blev stukket ved en tankstation tæt på.

- Ifølge de foreløbige oplysninger om knivangrebet nær Ariels industrizone ankom en terrorist ved indgangen til det lukkede område og stak flere civile ned. Andre civile blev ramt af knivstik på en tankstation i nærheden.

- Efterfølgende flygtede terroristen fra gerningsstedet og blev siden neutraliseret, skriver Israels militær i en udtalelse.

Ifølge israelske medier flygtede palæstinenseren fra stedet i en bil. Han kørte imod trafikken og ramte en bil, hvorefter han løb væk til fods, før han blev skudt.

Israelske sundhedsmyndigheder oplyser, at to personer har mistet livet. En 35-årig mand blev erklæret død som følge af knivstik, mens en 50-årig mand er død i trafikulykken.

Tre andre personer fra det første gerningssted er blevet behandlet for knivsår på hospitalet. En meldes i kritisk tilstand, mens de to andre er kommet alvorligt til skade. Derudover blev en mand ramt af knivstik på vejen, og også han kom alvorligt til skade.

Det palæstinensiske sundhedsministerium oplyser, at det var en 18-årig mand, der blev skudt af en israelsk soldat.

Volden på den besatte Vestbred er steget voldsomt siden marts, hvor Israel indledte næsten daglige indsatser som konsekvens af en række dødelige angreb rettet mod israelere.

Israels afgående premierminister, Yair Lakid, har sendt kondolencer til de efterladte familier.

Ved valget den 1. november mistede han og hans allierede flertallet i parlamentet. I stedet skal den tidligere premierminister Benjamin Netanyahu nu danne ny regering.

Det vil formentlig blive en ekstremt højreorienteret regering, da den ventes at blive baseret på stemmer fra et parti, hvor lederen er dømt for racisme og har truet med at fordrive de op mod to millioner arabere, der bor i Israel.

Det er partiet og alliancen Religiøs Zionisme, der ledes af Itamar Ben-Gvir. Et andet af Ben-Gvirs politiske mål er, at Israel annekterer den besatte Vestbred.

Israel erobrede Vestbredden under Seksdageskrigen i 1967 og har siden da holdt området besat. I 1993 blev den såkaldte Oslo-aftale om blandt andet palæstinensisk selvstyre indgået.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU