To er døde i stor skovbrand i Californien

1. AUG 2022 • 22:12UDLAND

Flere hundrede brandfolk er sat ind for at slukke en brand, der er vokset til lidt mere end Møns størrelse.

To mennesker er fundet døde i en parkeret bil nær Californiens grænse til Oregon, hvor en hastigt voksende skovbrand raser.

Det oplyser myndigheder i regionen mandag ifølge Reuters.

Siden branden, der har fået navnet McKinney, brød ud fredag, er mindst 2000 indbyggere i området blevet tvunget til at forlade deres hjem.

Det er den hidtil største skovbrand i Californien i år. Den har indtil videre brændt et område på omkring 225 kvadratkilometer. Det er en smule mere end Møn.

Flere hundrede brandmænd er sat ind for at forsøge at få bugt med flammerne.

Mandag morgen lokal tid lød status, at nul procent af branden var inddæmmet.

Branden brød ud fredag. Den spreder sig hurtigt på grund af en kombination af kraftige vindstød og høje temperaturer.

To andre brande i samme region har i forvejen tvunget mindst 200 indbyggere til at forlade deres hjem.

Temperaturstigningerne i området er ligesom i mange andre dele af verden forstærket af klimaforandringer.

Californien er særligt udsat, idet delstaten har oplevet over 20 år med tørkeperioder og manglende regn.

Hvis man ser på, hvor store områder skovbrandene har ødelagt, er brande i 2020 og 2021 de værste, Californien nogensinde har registreret.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU