To er blevet dræbt af russisk luftangreb i Kyiv
En mand og hans fireårige søn er blevet dræbt af russisk luftangreb på Kyiv, siger ukrainske myndigheder.
To mennesker er natten til søndag blevet dræbt af russiske luftangreb i Ukraines hovedstad, Kyiv. Yderligere tre er blevet såret.Det siger Ukraines statslige beredskabstjeneste på beskedtjenesten Telegram ifølge nyhedsbureauet Reuters søndag.
De dræbte er en mand og hans fireårige søn. En 13-årig er blandt de sårede.
Sent lørdag aften lød det fra Kyivs borgmester, Vitalij Klytjko, at Rusland har udført luftangreb mod udkanten af den ukrainske hovedstad, Kyiv, og luftværnssystemer har været i gang med at afværge angrebene.
- Luftværnssystemer er i brug, luftalarmerne fortsætter, skrev Klytjko på beskedtjenesten Telegram.
Også Serhij Popko, som er leder af Kyivs militæradministration, meldte om luftangreb i hovedstaden.
Vidner sagde til Reuters, at de hørte mindst to eksplosioner, der lød som angreb, der blev afværget af luftværnet.
I Kyiv, den omkringliggende region og hele det østlige Ukraine har der gennem natten lydt luftalarmer. Det siger det ukrainske luftforsvar på Telegram.
/ritzau/Reuters