KØB ABONNEMENT

Tiltalt i Nord Stream-retssag vil ikke afgive forklaring

UDLAND • 14. OKT 2026 • 14:40

Advokaten til en ukrainsk statsborger tiltalt i Nord Stream-sag mener, at retssagen skal afvises.

En 50-årig ukrainsk statsborger, der er hovedmistænkt i retssagen om sprængningerne af Nord Stream-rørledningerne, kommer ikke til at afgive forklaring under sagen.

Det siger hans forsvarsadvokat på første dag af retssagen, der foregår i den tyske by Hamburg, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den tiltalte, der i tyske medier kaldes Serhii K., er tidligere ansat i de ukrainske specialstyrker, og med det følger en tavshedspligt.

Hans forsvarsadvokat, Nicola Canestrini, siger, at der ikke er klare beviser, der forbinder hans klient til sprængningerne.

Derudover beskylder han Rusland for at bruge rørledningerne som et politisk og økonomisk våben.

- I september 2022 forsynede rørledningerne ikke nogen med varme, siger han ifølge Reuters.

- De var et middel til at udøve pres i en krig.

Han mener af den grund, at sagen skal afvises.

- Er det ulovligt at ødelægge en aggressors infrastruktur uden at skade nogle mennesker?, spørger advokaten i retssalen.

Serhii K. er tiltalt for medvirken til krigsforbrydelser. Han er også tiltalt for forstyrrelse af offentlige forsyningsanlæg samt eksplosion og ødelæggelse af bygningsværker.

Sabotagen mod gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2, som løber i Østersøen mellem Rusland og Tyskland, fandt sted i september 2022.

Den 50-årige ukrainer menes at have stået i spidsen for det hold, der gennemførte sprængningerne.

Mens de tyske anklagere mener, at ukraineren har gjort sig skyldig i krigsforbrydelser, samlede demonstranter, der støtter ukraineren, sig foran retsbygningen.

"Hvad er krigsforbrydelser?", står der på et af deres skilte.

- Rusland er den eneste krigsforbryder, der hører til på anklagebænken, siger en af demonstranterne til Reuters.

Serhii K., der blev anholdt i Italien sidste år, er iført et gråt jakkesæt på den første retsdag.

Anklagerne mener, at ukraineren rejste til Tyskland gennem Polen med et falsk pas nogle måneder inden hændelsen.

Han og hans gruppe brugte ifølge tiltalen derefter en yacht lejet i den tyske by Rostock til at nå frem til et område tæt på Bornholm, hvor de sprængte rørledningerne.

Retssagen ventes først afsluttet til februar.

I månederne efter sabotagen mod rørledningerne pegede flere vestlige lande på Rusland som bagmanden. Rusland har afvist enhver form for involvering og har sagt, at det ville være absurd at sprænge sine egne rørledninger.

Nord Stream-rørledningerne, der ligger mellem 80 og 110 meter under Østersøens overflade, er bygget af den russiske gaskoncern Gazprom.

Den første eksplosion blev registreret på Nord Stream 2 cirka 20 kilometer syd for Dueodde på Bornholm.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT