Tidligere toprådgiver i USA vil have Tyrkiet smidt ud af Nato

30. JAN 2023 • 10:24UDLAND

Tyrkiet køber russisk krigsudstyr og blokerer nordiske lande. Det bør føre til Nato-exit, siger John Bolton.

USA's tidligere nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton siger til svensk tv, at Tyrkiet bør smides ud af Nato.

Han henviser blandt andet til blokeringen af Sveriges og Finlands ønske om at være med i forsvarsalliancen.

Bolton beskylder den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, for at være i gang med afpresning over for de to nordiske lande, siger han.

I USA vokser kritikken af, at Nato-landet Tyrkiet blokerer for Sverige og Finland. Det gælder både blandt demokratiske og republikanske politikere.

En af dem er republikaneren Bolton, der var sikkerhedsrådgiver under præsident Donald Trump og FN-ambassadør under præsident George W. Bush.

Over for SVT peger han på Tyrkiets køb af det avancerede russiske luftværnssystem S-400 i 2017 som en af grundene til, at Tyrkiet bør udelukkes af Nato.

- Købet af luftværnssystemet S-400 er i realiteten en udtræden af Nato. Det kan samordnes med alle russiske luftværnssystemer, men overhovedet ikke med Natos system, siger han.

Og den næste gode grund er Tyrkiets behandling af Sverige og Finland.

- Det er bizart. Jeg håber bare, at folk i begge lande ikke mister tålmodigheden.

- Der her er en slags afpresning. Erdogan opfører sig på samme måde over for sit eget folk, så det er næppe overraskende, at han opfører sig sådan mod andre, siger Bolton.

Han bliver spurgt, om det overhovedet er muligt at skille sig af med et medlemsland i Nato.

- Klausulen "rebus sic stantibus" i folkeretten tillader næsten hvad som helst. De kan vælge, om de vil være med i Nato. Eller også kan vi opløse Nato og omdanne det. Der findes mange måder at løse dette, siger han.

USA har gennem længere tid forberedt et salg af F-16-kampfly til Tyrkiet. Det kan være en modydelse for at lukke Sverige og Finland ind i Nato.

Men Bolton mener, at man bør vente til efter valget i Tyrkiet 14. maj for ikke at blive en del af Erdogans spil.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

17. APR 2024 • 09:59UDLAND
Ørkenbyen Dubai drukner i regn

SENESTE RITZAU