Tidligere techstjerne Elizabeth Holmes får 11 års fængsel

18. NOV 2022 • 23:59UDLAND

Elizabeth Holmes ville revolutionere måden at tage blodprøver på. Nu skal den 38-årige iværksætter i fængsel.

En dommer i San Jose i den amerikanske delstat Californien har fredag idømt den tidligere iværksætterstjerne og Theranos-grundlægger Elizabeth Holmes 11 år og tre måneders fængsel for svindel.

Strafudmålingen finder sted, efter at et nævningeting i januar fandt Holmes skyldig i fire anklagepunkter. Blandt andet for at have svindlet investorer bevidst.

Anklagemyndigheden havde krævet 15 års fængsel. Imens havde Holmes bedt om en mildere straf på 18 måneders fængsel i hjemmet med fodlænke samt samfundstjeneste.

Holmes stiftede firmaet Theranos i 2003 som 19-årig. Retssagen har kastet lys over det nu lukkede firmas forsøg på at revolutionere laboratorietest.

Anklagere har påstået, at den 37-årige iværksætter svindlede private investorer mellem 2010 og 2015.

Det gjorde hun ved at overbevise dem om, at firmaets små maskiner kunne køre en lang række test med bare et par dråber blod fra et prik i fingeren.

I al hemmelighed lænede firmaet sig i virkeligheden op af konventionelle maskiner fremstillet af Siemens for at køre patienters test.

Inden der begyndte at komme ridser i lakken, var Holmes blevet et kæmpe navn i det verdensberømte techmekka Silicon Valley i Californien.

Hun blev sammenlignet med Apple-stifter Steve Jobs, kom på forsiden af magasiner som Forbes og Fortune, og blandt hendes investorer var mediemogulen Rupert Murdoch.

I 2015 anslog Forbes hendes formue til at være på 4,5 milliarder dollar - godt 32 milliarder kroner. Samtidig var Theranos på et tidspunkt vurderet til en samlet værdi af ni milliarder kroner.

Ligeledes i 2015 afslørede den amerikanske avis The Wall Street Journal, at Theranos' apparater var fejlramte og upræcise.

Sammen med Ramesh "Sunny" Balwani blev hun tiltalt i 2018. Samme år blev Theranos opløst. Balwani var tidligere vicedirektør i firmaet og havde også dannet par med Holmes privat.

Både Balwani og Holmes har nægtet sig skyldige.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU