Tidligere Cambridge-professor fundet død efter beskyldninger om plagiat

UDLAND14. AUG 2026 • 23:00

I sidste uge trak Jason Arday sig fra sin stilling som professor på Cambridge Universitetet i Storbritannien.

Jason Arday, en tidligere universitetsprofessor på det prestigefyldte universitet Cambridge i Storbritannien, er blevet fundet død fredag.

Det oplyser redningsmyndigheder til det britiske medie BBC.

Meldingen om hans død kommer, efter at Jason Arday i sidste uge trak sig fra sin stilling som sociologiprofessor efter flere anklager om plagiat.

Han har selv afvist beskyldningerne mod ham.

Den 41-årige tidligere universitetsprofessor blev fundet bevidstløs på en adresse i det sydlige London. Han blev erklæret død på stedet.

- På nuværende tidspunkt betragtes hans død som uventet, men der er ikke mistanke om, at der ligger noget mistænkeligt bag, lyder det fra britisk politi ifølge BBC.

Jason Arday blev ansat på Cambridge i 2023 som den yngste sorte professor i universitetets historie.

Den seneste tid er han blevet beskyldt af både professorer og medier for at have plagieret andres arbejde.

Han har indrømmet fejl i sit arbejde, men har benægtet alle anklager om plagiat.

- Siden jeg kom til Cambridge, har der været en meget velorkestreret og koordineret kampagne for at fjerne mig fra min stilling, har han tidligere sagt til The Times.

Jason Arday mente selv, at behandlingen af ham var motiveret af racisme.

Det har flere kritikere erklæret sig enige i, mens andre har sagt, at beskyldningerne om plagiat var berettigede, skriver BBC.

Der er desuden blevet sat spørgsmålstegn ved flere af Jason Ardays bedrifter. Det gælder både akademiske præstationer, velgørenhedsarbejde og sportslige bedrifter.

Han har blandt andet hævdet, at han har løbet 30 maratoner på 35 dage, og at han har løbet knap 966 kilometer på seks dage.

Sidstnævnte ville betyde, at han var en af verdens bedste udholdenhedsløbere.

Da Jason Arday trak sig fra sin stilling på Cambridge i sidste uge, sagde han, at den "personlige pris" for den intense granskning af ham var blevet for høj.

- De ubarmhjertige beskyldninger, spekulationer og offentlige kommentarer har haft en dyb indvirkning på mig og dem, jeg elsker, sagde han ifølge BBC.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT