Termometeret går grassat i Indiens hovedstad: 52,3 grader
Rekord på rekord bliver slået i disse dage i New Delhi med ekstreme varmegrader. Millioner lider i hedebølgen.
Knap er varmerekorden sat i New Delhi, der er Indiens hovedstad med 30 millioner indbyggere, før termometeret igen er gået grassat.Den nye rekord lød onsdag først på 50,5 grader, efter der allerede blev sat en ny tirsdag med 49,9 grader, oplyser regeringens meteorologiske tjeneste (IMD).
Men onsdag eftermiddag koger termometeret på 52,3 grader, meddeler IMD. Det er målt på en vejrstation i forstaden Mungeshpur.
Det er så ekstrem en varme, at det kan være livsfarligt for mange mennesker at bevæge sig udenfor, og folk advares mod hedeslag og dehydrering.
Varmen har lagt som en kvælende dyne i de tilstødende nordlige delstater Rajasthan, Haryana og Punjab.
For New Delhis borgere er det ikke ovre endnu. Torsdag ventes også at blive en ekstremt varm dag, skriver avisen Times of India
Det har fået myndighederne til at advare om mangel på vand.
Ifølge IMD er temperaturen næste 10 grader højere end forventet på dette tidspunkt.
Der advares om, at varmen kan være særligt farlig for børn, ældre mennesker og kronisk syge.
Man skal tilbage til maj 2022, hvor varmen nærmede sig samme niveau. Her krøb termometeret op på 49,2 grader, skriver de indiske medier.
Så inderne er vant til ekstrem sommervarme.
Men mange års klimaforskning har påvist, at hedebølgerne bliver længere og mere intense.
Myndighederne i New Delhi har under varmebølgen advaret borgerne om, at der kan opstå mangel på vand. Nogle områder har derfor fået lukket for vandet.
Ministeren for vand, Atishi Marlena, har opfordret til "kollektiv ansvarlighed" og at begrænse brugen af vand så meget som muligt, skriver avisen Times of India.
- For at adressere problemet med vandmangel, så har vi taget en masse midler i brug, blandt andet at reducere vandforsyningen fra to til en gang om dagen i mange områder, siger han.
Det sparede vand vil så blive leveret til områder, hvor man kun har adgang til vand i 15 til 20 minutter om dagen.
/ritzau/AFP