Tæt løb giver nyt senatsvalg i Georgia i december

9. NOV 2022 • 21:07UDLAND

Hverken republikaneren Herschel Walker eller demokraten Raphael Warnock fik 50 procent af stemmerne.

Valget i delstaten Georgia går om i december, fastslår Georgias delstatsminister, Brad Raffensperger.

- Hverken republikaneren Herschel Walker eller demokraten Raphael Warnock har sikret sig de nødvendige 50 procent af stemmene.

Delstaten har en særlig regel om, at valget skal gå om mellem de to kandidater med flest stemmer, hvis ingen får over 50 procent i første runde.

Valget, som kan komme til at afgøre, hvilket parti, som får flertallet i Senatet, skal gå om den 6. december.

Det betyder, at der kan gå uger, før det bliver klart, hvem der har flertallet i Senatet.

Republikanerne synes at stå til få kontrol over mindst et af Kongressens kamre, selv om udfaldet af midtvejsvalget har været en skuffelse for det konservative parti.

Valget har afgørende betydning for, hvem der styrer slagets gang i Kongressen, som kan blokere for mange af de politiske udspil og lovforslag, som kommer fra den demokratiske præsident, Joe Bidens, administration.

En sejr vil i givet faldt give Republikanerne en stærk position i de kommende to års forberedelser frem mod præsidentvalget i 2024.

Det er uklart, om Biden, som fylder 80 år i denne måned, vil genopstille ved præsidentvalget om to år.

Donald Trump ventes senere i denne måned at meddele, at han vil stille op igen.

Ud over Georgia har udfaldet af valgene i Arizona og Nevada afgørende betydning for, hvem der kommer til at kontrollere Senatet.

I The New York Times fremgik det tidligere onsdag dansk tid i en prognose, at partierne var næsten sikre på at vinde 49 pladser hver i Senatet. Men avisen stoppede derpå med at opdatere sin prognose.

Forud for valgaftenen var der lagt op til en republikansk storsejr i det andet kammer - Repræsentanternes Hus. Også her ser det ud til at blive tættere end først antaget.

Republikanerne ventes fortsat at tage sejren i Repræsentanternes Hus, hvor der skal 218 mandater til at sikre flertal blandt de 435 medlemmer. Men sejren ser ud til at blive smal.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU