Syriens hær rykker frem i kurdiske områder trods USA's advarsler
USA har opfordret den syriske hær til ikke at rykke frem i kurdisk-kontrollerede områder i nord.
Den syriske hær har fortsat sin fremrykning ind i kurdiskkontrolleret territorium, selv om USA har opfordret til at standse offensiven i byerne, der ligger i det nordlige Syrien.Det oplyser Syriens statslige nyhedsbureau natten til søndag.
Hæren har ifølge nyhedsbureauet erobret den nordlige by Tabqa og den tilstødende dæmning, der er den største i landet, fra kurdisk-ledede grupper.
De syrisk-kurdiske myndigheder har ikke bekræftet, at de har mistet kontrollen over områderne, og det er uklart, om kampene stadig står på.
Der er ikke umiddelbart nogen kommentar fra den kurdiskdominerede milits SDF.
Syriske styrker har i flere dage samlet sig omkring en gruppe landsbyer vest for Eufrat-floden og har opfordret SDF-soldater, der er udstationeret i området, til at flytte deres styrker til flodens østlige bred.
SDF-soldater trak sig fra området tidligt lørdag.
Den oprindelige tilbagetrækningsaftale omfattede byen Deir Hafer og nogle tilstødende landsbyer.
Da SDF trak sig tilbage, og de syriske soldater rykkede ind, var det relativt problemfrit, og indbyggerne fejrede deres ankomst.
Det statslige syriske olieselskab oplyste efterfølgende, at de nærliggende oliefelter Rasafa og Sufyan var blevet erobret af hæren og nu kunne sættes i drift igen.
Men aftalen blev ikke holdt, mener SDF.
Efterfølgende beskyldte militsen nemlig syriske soldater for at bryde aftalen og fortsætte fremrykningen længere mod øst ind i byer og oliefelter, der ikke var del af aftalen. Det gælder blandt andet Tabqa, som hæren erobrede lørdag.
Brad Cooper, der er chef for det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, skriver i et opslag på X, at Syriens hær bør "indstille enhver offensiv handling i områder" mellem byen Aleppo og byen Tabqa.
USA har måttet justere sin Syrien-politik, efter at landet skiftede hænder i december 2024.
Amerikanerne har i årevis støttet SDF, der kæmpede mod det selvudnævnte kalifat Islamisk Stat. Nu støtter USA Syriens nye præsident, Ahmed al-Sharaa, der har lovet at samle landet.
Lokale kurdiske myndigheder er dog skeptiske over for hans administration. Formålet med den syriske hærs fremrykning er at lægge pres på kurderne og få dem til at forhandle om en integration i den syriske regering.
Al-Sharaa har tidligere på ugen erklæret kurdisk for et nationalt sprog og dermed givet kurderne flere rettigheder.
/ritzau/Reuters
