Sydkorea beskylder private droner for at forværre Nordkorea-forhold
Nordkorea har advaret Sydkorea om alvorlig reaktion, hvis der sendes droner ind over grænsen sydfra.
Privatejede droner, der har krydset grænsen fra Sydkorea til Nordkorea, har forværret forholdet mellem de to lande.Det siger Sydkoreas minister for forening, Chung Dong-young, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ministeren oplyser onsdag, at tre personer står bag dronerne, der er blevet sendt til Nordkorea.
Dronerne har ifølge Chung Dong-young krydset grænsen til Nordkorea i fire tilfælde siden juni 2025, hvor Lee Jae-myung blev taget i ed som Sydkoreas præsident, lyder det videre.
Lee Jae-Myung sagde ved sin tiltrædelse, at han ønsker at forbedre det anstrengte forhold til Nordkorea.
Kim Yo-jong, der er søster til Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har de seneste uger krævet svar fra Sydkorea omkring en påstået sydkoreansk drone, der i januar skulle have krænket nordkoreansk luftrum.
Dronen blev ifølge Nordkorea skudt ned nær industribyen Kaesong.
Sydkorea afviste umiddelbart anklagen om, at landet skulle stå bag en drone, og landets forsvarsministerium sagde, at der var tale om en dronemodel, som det sydkoreanske militær ikke bruger.
Efterfølgende satte de sydkoreanske myndigheder gang i en efterforskning.
Kim Yo-jong advarede i sidste uge Sydkorea om, at en gentagelse vil blive mødt med et nordkoreansk modsvar. Det skrev det nordkoreanske statsmedie KCNA.
- Jeg advarer om, at en gentagelse af en sådan provokation, som krænker DPRK's ukrænkelige suverænitet, med sikkerhed vil fremkalde et forfærdeligt modsvar, sagde Kim Yo-jong.
DPRK - eller Den Demokratiske Folkerepublik Korea - er Nordkoreas officielle navn.
Kim Yo-jong anerkendte i sidste uge, at Sydkoreas regering var i gang med at undersøge hændelsen, men hun fastslog samtidig, at krænkelser af Nordkoreas suverænitet er uacceptable uanset omstændighederne.
- Vi er ligeglade med, hvem den egentlige bagmand bag droneindtræningen er, og om det er en enkeltperson eller en civil organisation, sagde Kim Yo-jong.
/ritzau/
