Sydafrikansk domstol udelukker ekspræsident Zuma fra valg

20. MAJ 2024 • 13:00UDLAND

Den 82-årige Jacob Zuma, der forlod posten som præsident i 2018, er udelukket fra valg.

Sydafrikas tidligere præsident Jacob Zuma er udelukket fra at stille op ved parlamentsvalget i denne måned. Det fastslog landets øverste domstol mandag i en afgørelse, som kan udløste protester og uroligheder blandt Zumas tilhængere. Det skriver Reuters.

Forfatningsdomstolen har fundet, at en fængselsdom på 15 måneder til Zuma i 2021 for at udvise foragt for retten diskvalificerer ham som deltager i parlamentsvalget den 29. maj. I henhold til forfatningen er personer, der har fået en fængselsdom på 12 måneder eller mere, udelukket fra at stille op til parlamentet.

Den 82-årige Zuma, der forlod posten som præsident i 2018 under anklager om korruption, har stadig politisk gennemslagskraft i Sydafrika. Han er kommet i konflikt med den regerende Afrikanske Nationalkongres, ANC, og har i stedet ført kampagne for oppositionspartiet uMkhonto we Sizwe (MK) i et forsøg på at svække sit tidligere parti.

Fængslingen af Zuma i 2021 udløste voldsomme optøjer i Sydafrika, hvor hundredvis døde, og butikker blev plyndret. Efter cirka to måneder blev han løsladt af sundhedsmæssige årsager.

Meningsmålinger tyder på, at ANC for første gang efter 30 år ved magten er truet af MK - navnligt i Zumas hjemprovins KwaZulu-Natal.

Valgkommissionen erklærede i marts Zuma for diskvalificeret, men en måned senere blev denne afgørelse ændret af en anden retsinstats, som erklærede, at han kunne stille op. Nu er sagen afgjort af forfatningsdomstolen.

En Ipsos-meningsmåling i april viste, at MK står til at få 8 procent af stemmerne, mens ANC står til at få lidt over 40 procent.

Hvis ANC får under 50 procent af stemmerne vil partiet være nødt til at finde mindst en koalitionspartner for at kunne regere. Det vil i så fald være den første gang, at partiet ikke kan regere alene siden det kom magten under ledelse af Nelson Mandela efter afslutningen af apartheid.

De første år med ANC-styre gik over al forventning, og i valget i 2004 fik partiet næsten 70 procent af stemmerne. Men siden er det gået tilbage for ANC.

Mandela overlod i 1999 præsidentposten til Thabo Mbeki, som styrede landet i otte år. Han fik ros for at have sat fart på landets økonomi, men han var ingen karismatisk eller populær leder. I 2009 blev han erstattet af den langt mere radikale Jacob Zuma, som beskyldes for at populist.

Zuma var blevet afskediget som vicepræsident efter anklager om korruption og voldtægt, og han var som præsident omgivet af skandaler. Selv da det kom frem, at han havde brugt op mod 130 millioner kroner af statens penge på at udbygge sit private landsted, nægtede Zuma at gå af.

Først i 2017 blev han tvunget væk fra magten af et mistillidsvotum og fire år senere fik han fængselsdommen, som har kun har afsonet delvist på grund af dårligt helbred.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU