Sverige bekræfter første tilfælde med bluetongue i 15 år

13. SEP 2024 • 15:46UDLAND

Den frygtede bluetongue-virus blev fundet i dansk besætning efter 15 år. Nu er svensk besætning ramt.

For første gang i 15 år er drøvtyggersygdommen bluetongue fundet i Sverige.

Det skriver det svenske medie SVT.

Det drejer sig om en smittet malkeko i en besætning i den svenske kommune Uddevalla nord for Göteborg, oplyser den svenske landbrugsstyrelse i en pressemeddelelse.

- Den berørte besætning er nu underlagt bevægelsesrestriktioner i en kort periode, imens vi undersøger omfanget af udbruddet, lyder det fra smittekontrolmedarbejder hos det svenske landbrugsstyrelse Kristina Mieziewska i pressemeddelelsen.

Bluetongue rammer typisk får, geder og kvæg, men smitter ikke mennesker.

Virusset er kommet med mitter - små myg, som smitter dyrene - sydfra. Mitterne trives i varmt vejr, og efterårets start har været guf for dem.

Sygdommen, der ikke smitter fra dyr til dyr og heller ikke mennesker, viser sig ved symptomer som væskeansamlinger i hovedet og sår i munden.

Får, der er blevet smittet, får typisk også blå tunger - deraf navnet.

Man kan vaccinere får, geder og kvæg mod sygdommen, og derudover kan man sørge for at holde dyrene inde om natten.

Sygdommen blev konstateret i Danmark på en fåre- og kvægbesætning ved Travsted i Tønder Kommune i begyndelsen af august.

Det var første danske tilfælde i 15 år.

Drøvtyggersygdommen har senere spredt sig med høj hast og er nu udbredt i hele landet.

Derfor valgte Fødevarestyrelsen at lempe reglerne for håndteringen af bluetongue-virus 6. september.

Det har tidligere været forbudt at flytte på smittede besætninger for at undgå, at smitten blev spredt til yderligere landsdele.

Det forbud er nu ophævet.

Men besætningsejere og dyrlæger skal fortsat anmelde mistanke om smitte til Fødevarestyrelsen og sende prøver til analyse hos Statens Serum Institut.

Der gives ingen erstatning til dem, der har måttet aflive dyr eller lidt driftstab som følge af bluetongue i Danmark.

Det er endnu uvist, om der gives erstatning i Sverige.

I midten af august ankom de første vaccinedoser mod sygdommen til Danmark.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT