Svensk eks-statsminister vil stoppe Ungarns EU-ledelse
EU bør undersøge mulighederne for at afbryde Ungarns aktuelle EU-formandskab, siger Magdalena Andersson.
Lederen af Sveriges Socialdemokrater, den tidligere statsminister Magdalena Andersson, ønsker, at den konservative statsminister, Ulf Kristersson, arbejder for, at Ungarn bliver frataget EU-formandsskabet.- Jeg forventer, at Ulf Kristersson nu gør, hvad han kan for, at EU undersøger mulighederne for at afbryde Ungarns formandskab, siger Andersson.
Årsagen er den ungarske premierminister Viktor Orbáns "fredsrejser" til Rusland og Kina.
Samtidig med at ukrainerne ligger i skyttegravene for at forsvare deres lands frihed, bruger Orbán det ungarske EU-formandskab til at legitimere Vladimir Putins krig i Ukraine ved blandt andet at besøge hans land, mener Magdalena Andersson.
Hun kalder det i en skriftlig kommentar til TT "meget alvorligt" og "uacceptabelt".
Den svenske regering meddelte torsdag i en protest mod Orbáns rejser, at ingen svenske ministre vil rejse til Ungarn til uformelle møder - kun embedsmænd.
Magdalena Andersson roser den melding fra regeringen, men hun siger samtidig, at det er ikke er tilstrækkeligt.
Partifællen, den socialdemokratiske EU-ordfører Matilda Ernkrans, tilføjer:
- Også de formelle møder i Bruxelles bør rammes, så ingen ministre tager derned.
Den ungarske premierminister mødtes torsdag med Donald Trump i den republikanske præsidentkandidats hjem i Florida.
Det førte igen til kritik af Orbán fra mange EU-ledere.
/ritzau/TT