Sunak vil indføre værnepligt eller samfundstjeneste for 18-årige
Hvis Rishi Sunaks parti genvælges, vil han indføre værnepligt eller samfundstjeneste for alle 18-årige.
Hvis Det Konservative Parti bliver genvalgt i Storbritannien 4. juli, skal alle 18-årige enten aftjene værnepligt eller samfundstjeneste.Det siger Storbritanniens premierminister, Rishi Sunak, sent lørdag dansk tid ifølge BBC.
Planerne vil ifølge premierministeren indebære, at alle 18-årige skal tilbringe 12 måneder i militæret eller bruge en weekend hver måned i et år på samfundstjeneste - for eksempel ved brandvæsnet, politiet eller sundhedsvæsenet.
Partiet siger, at Storbritannien bliver nødt til at være "åbne og ærlige" om de udfordringer, som landet står over for.
Hertil lyder det, at tiltaget vil sikre, at unge briter "har de muligheder, som de fortjener".
- Jeg vil indføre en ny model for værnepligt eller samfundstjeneste for at skabe en fælles følelse af mening blandt vores unge mennesker og en fornyet følelse af national stolthed, lyder det fra premierministeren.
Det Konservative Parti foreslår, at en kongelig kommission skal overveje detaljerne for en ny ordning, men at planen er, at de første 18-årige skal aftjene i september 2025.
Ordningen forventes at komme til at koste omkring 2,5 milliarder pund per år. Det svarer til i omegnen af 21,9 milliarder kroner.
En talsperson for Labour-partiet kalder Sunaks plan for "endnu et desperat og ufinansieret tiltag fra et Tory-parti, som allerede har smadret økonomien og gjort realkreditlån ekstremt dyre".
- Det her er ikke en plan. Det er ordning, som vil koste milliarder, og som kun er nødvendig, fordi toryerne har udhulet militæret så groft, at det ikke har været mindre siden Napoleons tid, siger talspersonen.
Ordningen for værnepligt og samfundstjeneste i Storbritannien blev introduceret i 1947 efter Anden Verdenskrig under Clement Attlees Labour-regering.
Her skulle mænd mellem 17 og 21 år tjene i militæret i 18 måneder. Den obligatoriske værnepligt blev afskaffet i 1960.
Det britiske forsvar er på grund af nedskæringer reduceret fra mere end 100.000 soldater i 2010 til omkring 73.000 i januar 2024.
/ritzau/