Sunak er officielt ny britisk premierminister: Lover at rydde op

25. OKT 2022 • 13:24UDLAND

Efter et besøg hos kong Charles er 42-årige Rishi Sunak nu udnævnt som Storbritanniens 57. premierminister.

Den 42-årige tidligere finansminister Rishi Sunak er tirsdag middag officielt udnævnt som Storbritanniens nye premierminister.

Det sker efter en audiens hos kong Charles.

Mandag blev Sunak udnævnt som ny leder for Det Konservative Parti. Tirsdag er han altså formelt tiltrådt som premierminister.

Efter besøget på Buckingham Palace satte Sunak kursen mod embedsboligen Downing Street 10. Her holdt sin første tale som premierminister.

Han begyndte med at konstatere, at Storbritannien står over for en stor økonomisk krise.

Det skyldes blandt andet eftervirkningerne af coronakrisen samt krigen i Ukraine, der har rystet de finansielle markeder.

Han takkede samtidig sin forgænger, Liz Truss, og pointerede, at hun var entusiastisk omkring at skabe forandring og øge væksten. Det var "et hæderligt mål".

- Fejl blev begået. Ikke med vilje eller med dårlige intentioner. Men fejl ikke desto mindre, lød det fra Sunak.

Rishi Sunak er blevet premierminister for at "rette op" på de fejl. Men svære beslutninger venter forude.

- Regeringen, som jeg leder, vil ikke efterlade den næste generation med en gæld, som vi var for svage til at betale. Jeg vil forene vores land, ikke med ord, men med handlinger.

- Denne regering vil have integritet, professionalisme og ansvarlighed på alle niveauer. Tillid må vindes, og jeg vil gøre mig fortjent til jeres.

Sunak er landets tredje premierminister på to måneder og den femte på omkring seks år. Han afløser Liz Truss, som efter godt halvanden måned måtte kaste håndklædet i ringen efter stor uro om især hendes økonomiske politik.

Rishi Sunak bliver den 57. britiske premierminister. Han bliver samtidig den yngste i to århundreder til at indtage Downing Street 10, skriver BBC.

Han er desuden Storbritanniens første premierminister af indisk afstamning og den første ikke-hvide premierminister i landet.

Senere tirsdag vil Sunak udpege sin nye regering. Manges øjne er især rettet mod de tunge poster som finansminister, udenrigsminister og indenrigsminister.

En af Sunaks første og største udfordringer bliver at samle Det Konservative Parti. Partiet har et stort flertal i parlamentet, men er yderst splittet på en række nøgleområder - herunder brexit, immigration og økonomi.

Derudover overtager Sunak også et land i dyb økonomisk krise.

Noget af krisen skyldes den skatteplan, som Liz Truss' regering varslede i slutningen af september.

Den indeholdt ufinansierede skattelettelser og fik pundet til at styrtdykke. Planen og den medfølgende uro var medvirkende til, at Truss endte med at trække sig.

I sin tale adresserede Sunak også den tidligere premierminister, Boris Johnson, hvis resultater Sunak "altid vil være taknemmelig for".

Johnson ønsker Sunak tillykke på Twitter og opfordrer alle konservative til at give den nye partiformand og premierminister deres "helhjertede støtte".

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT