Stort jordskælv ud for Californien udløste kortvarigt tsunamivarsel

5. DEC 2024 • 21:21UDLAND

Tsunamivarsel er blevet afblæst efter jordskælv i Californien. Øjenvidne fortæller om kraftige rystelser.

Et stort jordskælv har ramt ud for den nordlige del af Californiens kyst.

Det oplyser USA's Geologiske Undersøgelse (USGS) torsdag. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Skælvet har ifølge USGS en dybde på omkring ti kilometer.

Der er forskellige meldinger om den beregnede størrelse på skælvet, som senest er blevet opjusteret til syv.

Det ramte omkring klokken 10.44 lokal tid ifølge USGS.

Indledningsvist førte skælvet til et tsunamivarsel for millioner af mennesker langs kysten, men senere blev tsunamivarslet afblæst via det amerikanske varslingssystem. Det skriver Reuters.

- Tsunamiadvarslen er afblæst for kystområder i Californien og Oregon. Ingen tsunamifare er aktuelt til stede for dette område, står der i opdateringen fra det amerikanske varslingscenter, som er delt på det sociale medie X.

Jordskælvet kunne tilsyneladende mærkes på tværs af regionen, heriblandt i San Francisco Bay-området, hvor flere siger, at de kunne mærke stærke rystelser.

Marc Buller, som er advokat og bor i byen Eureka, som ligger tæt på epicentret ud for kysten, siger til nyhedsbureauet AFP, at han har oplevet mange jordskælv. Men dette var usædvanligt.

- Det var en intens rystelse. Da den store rystelse stoppede, føltes det, som om huset stod på tromler, siger han.

- Det var, som når man kaster en stor sten i vandet, og ringene breder sig. Det var, som om det var det, jorden gjorde.

Der var flere skælv, som ramte inden for kort tid i den amerikanske delstat.

Også ved Cobb lidt længere sydpå og inde i landet har der været et skælv med en beregnet størrelse på 5,8. Skælvene ramte inden for få minutter.

Californiens guvernør, Gavin Newsom, er blevet briefet om jordskælvet og mødes med embedsmænd fra beredskabsmyndigheder. Det oplyser guvernørens kontor.

Lokale medier skriver, at smartphonebrugere fik advarsler om at søge mod terræn højere i landskabet. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- En række kraftfulde bølger og strømme kan påvirke kyster nær dig, stod der i advarslen, som ikke længere er gældende.

- Du er i fare. Kom væk fra kystnære farvande.

Der er flere tektoniske plader, som mødes ved den amerikanske vestkyst, og jordskælv i området er relativt hyppige.

I 1994 kostede et jordskælv med en beregnet størrelse på 6,7 dusinvis af mennesker livet i Los Angeles og kvæstede tusindvis.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT