Store Nato-lande stiller sig bag hollandske Rutte som ny Nato-chef

22. FEB 2024 • 21:16UDLAND

De fire store Nato-lande USA, Frankrig, Tyskland og Storbritannien støtter alle Mark Rutte som ny Nato-chef.

De store Nato-lande USA, Frankrig, Tyskland og Storbritannien stiller sig alle bag Hollands fungerende premierminister, Mark Rutte, som ny generalsekretær for Nato.

Fra Det Hvide Hus lyder det, at Rutte ville være en "fremragende" chef for forsvarsalliancen.

Den holdning har USA gjort tydelig over for de Nato-allierede, siger USA's nationale sikkerhedsrådgiver, John Kirby, til pressen ifølge nyhedsbureauet AFP.

Forinden havde også Storbritanniens udenrigsministerium meddelt, at briterne støtter Rutte som ny Nato-chef.

Også Frankrig støtter ligesom USA og Storbritannien den hollandske premierminister. Det siger en fransk højtstående embedsmand til nyhedsbureauet Reuters.

Embedsmanden, som betinger sig anonymitet, siger, at Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, længe har været tilhænger af Rutte på posten.

Fra Tysklands kansler, Olaf Scholz, lyder også opbakning.

- Med hans enorme erfaring, hans store ekspertise inden for sikkerhedspolitik og hans stærke diplomatiske evner, er han en enestående kandidat, skriver talsmand for den tyske regering Steffen Hebestreit på det sociale medie X.

Ifølge USA's Nato-ambassadør, Julianne Smith, kan en ny Nato-chef være kørt i stilling til at overtage efter Jens Stoltenberg inden for få måneder.

Hun sagde tidligere på ugen, at Rutte har udtrykt interesse for posten.

Stoltenberg går af senest til efteråret efter ti år som Natos øverste leder.

Herhjemme har udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) udtrykt støtte til Rutte.

- Enorm kompetent og en stærk kandidat, har Løkke sagt.

- Vi har bestemt noteret os, at Mark Rutte står til rådighed. Han er enorm kompetent. Jeg har kendt ham igennem mange år, hvor vi var statsministerkolleger. Danmarks statsminister har også et godt forhold til ham, sagde han sidst i januar.

Den 57-årige hollænder har i flere måneder været favorit til at få stillingen. Som mangeårig premierminister har han masser af international erfaring.

Afhængigt af resultatet af det amerikanske præsidentvalg i november vil en kommende chef for Nato sidde i stolen, samtidig med at Donald Trump, såfremt han vinder valget, kan indlede sin anden periode som præsident i USA.

Trump har truet med at trække USA ud af Nato.

Han har sagt, at USA med ham som præsident ikke vil forsvare Nato-lande, der ikke bruger to procent af bruttonationalproduktet på forsvar.

Det udløste stor vestlig kritik af ham.

Men lørdag sagde Mark Rutte, at Europa skal stoppe med at "klage, jamre og brokke sig" over Trump. Fokus bør i stedet være på, hvad man kan gøre for Ukraine i krigen mod Rusland.

- Vi er nødt til at arbejde med, hvem end der er på dansegulvet, sagde Rutte ved en sikkerhedskonference i den tyske by München.

Nato-ledere udnævnes ved konsensus, der kræver støtte - eller i det mindste ingen modstand - fra alle 31 medlemmer.

Ifølge to diplomater har Rutte opbakning fra omkring 20 Nato-medlemslande indtil videre.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU