Statsminister: Norden står stærkere med nabolande i Nato

29. JUN 2022 • 15:43UDLAND

Sverige og Finland kan blive medlemmer af Nato, hvilket vil styrke Norden ifølge dansk statsminister.

Norden står stærkere rent forsvarsmæssigt med optagelsen af Sverige og Finland i forsvarsalliancen Nato.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde i Madrid, hvor medlemslandene af Nato er samlet til topmøde.

- Jeg vil gerne byde vores gode naboer Sverige og Finland hjertelig velkommen i Nato.

- Det vil styrke den transatlantiske alliance, vores fælles sikkerhed, og Norden vil stå samlet i Nato. Det er ganske enkelt en fantastisk nyhed, siger hun.

Nato har onsdag formelt inviteret Finland og Sverige til at blive en del af forsvarsalliancen.

Det er sket, dagen efter at Tyrkiet har droppet sin modstand mod de to lande.

Tyrkiet har som medlemsland blokeret for optagelse i omkring halvanden måned, fordi de to lande ikke gør nok for at bekæmpe militante kurdere ifølge Tyrkiet.

De tre lande har dog indgået en særskilt aftale, som baner vejen for medlemskab af Nato.

De to lande opgav en årtier lang modstand mod medlemskab, efter at Rusland invaderede Ukraine 24. februar, hvilket har sendt millioner på flugt og kostet tusinde livet.

Det har ifølge flere politikere og iagttagere skabt en helt ny sikkerhedspolitisk situation i Europa.

På topmødet bliver det slået fast, at Rusland er den mest direkte og væsentlige trussel. Da Nato sidst opdaterede sin sikkerhedspolitik i 2010, var Rusland inviteret med på mødet.

Mette Frederiksen mener, at Vesten har været for naiv.

- Ja, det har vi, og jeg er sikker på, at vi kommer til blandt allierede og mere bredt globalt at tale om, hvordan situationen har udviklet sig.

- Der er ingen tvivl om, at der har været en naivitet for længe, som heldigvis er slut. Vi ser fra russisk side en ulovlig invasion af et andet land og gammeldags magtmidler til at ændre grænsedragningen i Europa, siger Mette Frederiksen.

Danmark er et af blot fem medlemslande, som endnu ikke bruger to procent på forsvarsudgifterne.

Generalsekretær Jens Stoltenberg understregede på sit pressemøde, at de to procent ikke er et loft. Det er Mette Frederiksen enig i.

- Vi oplever ikke to procent som et loft. Oplever Danmark et pres? Det kan jeg klart afvise, tværtimod står vi meget stærkt i Nato.

- Vi har ikke haft et stærkere Nato-engagement, end der er i dag. Vi bidrager meget stærkt til Ukraine, og det anerkender vores allierede også, siger Mette Frederiksen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU